25/11-17 13:54; Opdateret: 25/11-17 14:18

Sidste borgmesterpost falder tidligst i hak i næste ugeSidste borgmesterpost falder tidligst i hak i næste uge

I Slagelse og Dragør forhandles fortsat om borgmesterposten. På Læsø er der opstået usikkerhed om aftalen.

storybild

København. I to af landets 98 kommuner står det fortsat helt åbent, hvem der ender med at blive borgmester, fire dage efter kommunalvalget.

Både i Slagelse og Dragør forhandles der fortsat.

I Slagelse ligger en løsning ikke lige om hjørnet. Det siger Troels Brandt fra De Radikale. Han sidder med en afgørende stemme i byrådet, hvor det ellers står lige mellem rød og blå blok, som kan mønstre 15 mandater hver.

- Det tager tid, fordi nogle af mine kommende kolleger lige skal til at overveje et nyt scenarie, siger Troels Brandt.

I Slagelse nåede socialdemokraten John Dyrby Paulsen ellers at erklære sig som kommunens næste borgmester på valgnatten. Men han var for hurtigt ude.

Troels Brandt forhandler med Dansk Folkeparti og Venstre om et politisk arbejdspapir for de næste fire år i kommunen. Der er aftalt møde i weekenden og i næste uge. Der er også kontakt på tværs af partierne, lyder det.

- Vi taler politik først og konstituering efterfølgende, siger Troels Brandt.

Om hvorvidt han selv har ambitioner om at blive borgmester, siger han, at han er rigtig glad for sit job som forstander for Ringsted Produktionshøjskole.

- Jeg vil meget gerne lægge op til, at vi finder den person, som kan være den samlende hen over midten og skaber den nye politiske virkelighed. Det er så tæt, jeg kan komme på at svare på spørgsmålet, siger han.

I Dragør er der også fortsat forhandlinger. Kommunen var igennem et større politisk drama i 2013, før borgmesteren var fundet.

Det blev Venstres Eik Dahl Bidstrup, der til sidst kunne sætte sig i borgmesterstolen. Det skete efter en aftale mellem Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Det er de samme spidskandidater, der nu igen forhandler om borgmesterposten. Stemningen er god, men der er fortsat et stykke vej til mål, lyder det fra De Konservatives Kenneth Gøtterup.

- Vi diskuterer de enkeltes partiers mærkesager, og det er vi ikke nået helt i dybden med. Vi skal mødes igen senere lørdag, siger han.

På Læsø blev Karsten Jensen (DF) udpeget som borgmester onsdag aften.

Men den siddende V-borgmester, Tobias Birch Johansen, sår tvivl om konstitueringen ved at pege på socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen som mulig borgmester. Den nyvalgte kommunalbestyrelse skal formentlig stikke hovederne sammen mandag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx