Af Ritzau - 31/03-17 03:30

Seeker snuser sig som den første hund frem til skimmelsvampSeeker snuser sig som den første hund frem til skimmelsvamp

Hunden Seeker er den sidste brik i kampen mod skimmelsvamp i hjemmet, mener Teknologisk Institut.

storybild

Hunden Seeker er en formel 1 labrador. Det betyder, at hun ikke er særligt stor, så hun kan blive løftet op til loftet for at snuse. (Billede: Asap)

Et firbenet, blødt og temmelig nuttet våben er for første gang nogensinde blevet taget i brug mod skimmelsvamp i danske hjem.

Våbnet er en et år gammel hund af racen formel 1 labrador med navnet Seeker.

Brugen af en skimmelsvampehund betyder, at det ikke længere er nødvendigt at bore en masse huller i boligernes vægge.

Det fortæller Flemming Servais, der er idémanden bag Seeker og indehaver af skadeservicefirmaet ASAP.

- Testmetoderne i dag er for usikre. Vi har mange gange oplevet, at vi ikke fandt al skimmelsvamp i bygningerne, siger han.

- For nogle år tilbage blev jeg introduceret til en svensk skimmelsvampehund. Det var der, jeg fik idéen til, at vi også skulle have en. Hvis svenskerne kan, så kan vi vel også.

Det har krævet hårdt arbejde at lære Seeker at finde de 20 farlige skimmelsvampe, som kan gemme sig på fugtige overflader i boliger.

- Først skulle hun gøres glad for en bold, siger Flemming Servais.

- Så kom vi skimmelsvamp i den, og så skulle hun finde den, når vi gemte den. Hver gang, hun fandt den, fik hun en belønning.

Seeker er opdrættet i samarbejde med hundeførere fra narkopolitiet og Teknologisk Institut.

Instituttet betragter Seeker som den sidste brik i kampen mod skimmelsvamp i hjemmet.

- Udviklingen er meget positiv for danske boliger, og vi fortsætter med at følge skimmelsvampehunden, siger Carsten Johansen, konsulent fra Teknologisk Institut.

Seeker har allerede været ude på sine første opgaver med at finde skimmelsvamp. Og det er gået rigtig godt.

- Vi havde blandt andet nogle kunder, som vi havde været ude hos og fjerne størstedelen af skimmelsvampen. Men de kunne fortsat mærke, der var noget.

- Vi tog ud med Seeker, og hun fandt resten inde i deres soveværelse. Og det har ændret deres verden. Nu er de slet ikke trætte længere eller har besvær med hukommelsen, siger Flemming Servais.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx