Af Ritzau - 14/06-17 12:52

Forsvarer glemte retsmøde - nu skal sag gå omForsvarer glemte retsmøde - nu skal sag gå om

Retten i Lyngby kritiseres for at afgøre en færdselssag, selv om forsvarer for pensionist ikke var mødt frem.

storybild

Retten i Lyngby skal igen tage stilling til, om en 75-årig mand skal have en betinget frakendelse af kørekortet (arkivfoto). (Billede: Free)

En pensionist fra Nordsjælland får nu en ny chance i retssystemet, efter at han under usædvanlige omstændigheder blev dømt i en mindre færdselssag.

Sagen skyldes, at politiet havde stoppet den 75-årige mand i en varebil på Jægersborg Allé i Lyngby. På ladet havde han sønnens personbil. Men den var ikke spændt ordentlig fast, og det medførte en "betydelig fare", mente ordensmagten.

Forud for retsmødet i Retten i Lyngby fik han en beskikket forsvarer. Hun fortalte ham, at der var gode chancer for en frifindelse.

Imidlertid udeblev advokaten til den aftalte tid i retten, klokken 11.45 17. marts sidste år. Herefter var pensionisten alene med en anklager og en dommer.

Alligevel valgte dommeren at fortsætte, og resultatet blev en bøde på 2500 kroner og ikke mindst en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

I en dom forleden har Østre Landsret imidlertid kritiseret dommeren. Konklusionen er, at byretten "ikke burde have fremmet sagen uden den beskikkede forsvarers tilstedeværelse."

At en forsvarer er til stede i en straffesag, er et grundlæggende princip i retsplejen, påpeger landsretten.

Desuden lægger landsretten vægt på, at der i retsbogen fra Lyngby ikke står noget om, hvorvidt man forsøgte at ringe til den udeblevne advokat for at høre, hvor hun blev af.

Hun har senere forklaret, at hun havde glemt retsmødet.

Til gengæld trådte en bilinspektør ind ad døren til retslokalet som vidne, og det kom bag på den 75-årige.

Da han begyndte at stille spørgsmål til vidnet, blev han bremset af dommeren, har han fortalt i landsretten.

Den 75-årige måtte ikke stille spørgsmål, der angik "juridiske vurderinger".

Men nu begynder man altså forfra. Byrettens dom er ophævet - og statskassen må betale for mandens nye forsvarer, der bistod ham i landsretten.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx