Af Ritzau - 02/04-17 18:27; Opdateret: 02/04-17 18:41

28.000 frivillige indsamler 34 millioner til kræftsagen28.000 frivillige indsamler 34 millioner til kræftsagen

Kræftens Bekæmpelse har været i skarp konkurrence med vejret og affaldsindsamling om danskeres opmærksomhed.

storybild

Direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen takker danskerne for 34,1 millioner indsamlede støttekroner. (Billede: Colourbox)

28.000 frivillige har søndag indsamlet 34,1 millioner kroner ved den årlige landsindsamling til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Det oplyser Kræftens Bekæmpelse.

Direktør Leif Vestergaard Pedersen er særdeles tilfreds med resultatet, selv om det er et stykke fra sidste års rekordresultat på 37,4 millioner kroner.

- Der er grund til at kippe med flaget for danskernes hjælpsomhed og gavmildhed, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Han fortæller, at det solrige vejr søndag har været en udfordring, fordi det sendte mange danskere ud af hjemmene.

- Vi må nok sige, at vejret har været lige til den gode side.

- Nogle indsamlere har meldt forfald. Og folk har brugt det gode vejr til at lave forskellige ting udenfor og har derfor ikke været hjemme, når vi har banket på døren, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Indsamlingsdagen har også været i konkurrence med Danmarks Naturfredningsforening, der søndag har haft den årlige affaldsindsamling.

- Når Danmarks Naturfredningsforening samler affald, så trækker de nogle gange på de samme aktive mennesker, vi trækker på. Og de, der samler affald ind, er så ikke hjemme, når vi ringer på døren.

- I det lys synes jeg, det er gået fantastisk godt, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Han fortæller om et stort engagement hos de tusindvis af frivillige, der har brugt søndagen som indsamlere.

- I Hedensted var der er en mand, der ikke bare tog én, men fem ruter, for at give et ekstra nap med, siger Leif Vestergaard Nielsen.

En 91-årig mand fra Østerbro i København var ifølge kræft-direktøren dårligt gående og bad i stedet om en rute, hvor han kunne nøjes med at stå. Det blev til hele 3000 kroner i indsamlingsbøssen foran en butik.

Leif Vestergaard Pedersen forventer, at de 34,1 millioner kroner vil stige lidt de kommende dage, når folk, som ikke har været hjemme, kommer hjem og finder en besked fra Kræftens Bekæmpelse i postkassen.

Landsindsamlingen har fundet sted hvert år siden 1986.

De indsamlede støttekroner går hovedsageligt til forskning og støtte af patienter med kræft.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx