31/08-17 11:44; Opdateret: 31/08-17 12:54

Politiet har fundet skydevåben i NakskovPolitiet har fundet skydevåben i Nakskov

To skydevåben skulle måske bruges i konflikt mellem Mongols og Satudarah, frygter politiet.

storybild

I et lukket grundlovsforhør har en dommer i Nykøbing Falster torsdag fængslet en ung mand for to skydevåben. Free/Silas Fuglsbjerg/arkiv

Næstved. I Nakskov er der fundet skydevåben, der kan forbindes til bandemiljøet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I sagen er en mand torsdag formiddag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Nykøbing Falster.

Den unge mand sigtes for besiddelse af to skydevåben, oplyser anklageren. Men hun ønsker ikke at give detaljer og begrunder det med, at retsmødet er foregået bag lukkede døre.

Ransagningen på en adresse i Nakskov fandt sted tidligt onsdag aften, og der blev også afsløret narkotika, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Det er vores opfattelse, at våbnene har forbindelse til bandemiljøet, og derfor er det med tilfredshed, at disse våben ikke finder anvendelse i den verserende konflikt mellem personer fra Mongols og Satudarah, udtaler politiinspektør Kim Kliver.

Den unge mand er varetægtsfængslet til 26. september, oplyser anklageren.

Senere onsdag aften drønede en bil ind i porten til politistationen i Nakskov, og det kan muligvis være en hævnakt for ransagningen, formoder politiet.

I øvrigt fik betjente ved ransagningen selskab af flere personer, som politiet i døgnrapporten beskriver som uromagere.

Flere gange tidligere i år har politiet rapporteret om stridigheder mellem de to grupper på Falster og Lolland.

Midt i juli blev en 18-årig mand således anholdt for at være i besiddelse af en skarpladt revolver i Sakskøbing.

Der har også været skudt mod indgangsdøren til en kiosk, og en vandpibe-café i Nykøbing har flere gange været udsat for hærværk, hvilket ifølge politiet muligvis skyldes konflikten mellem Mongols og Satudarah.

I marts tog betjente ud for at endevende kendte tilholdssteder for mennesker, der knyttes til grupperne. De mistænkes for at kæmpe om det kriminelle marked.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx