Af Ritzau - 24/04-17 08:44; Opdateret: 24/04-17 09:06

Dyrenes Beskyttelse finder 16 vanrøgtede heste på LollandDyrenes Beskyttelse finder 16 vanrøgtede heste på Lolland

Et tip fra en borger ledte Dyrenes Beskyttelse på sporet af 16 magre heste på det sydlige Lolland.

storybild

Her ses en af de heste, som Dyrenes Beskyttelse fandt. (Billede: Free/Pressefoto, Dyrenes Beskyttelse)

Op mod fem heste risikerer aflivning, efter at Dyrenes Beskyttelse på en gård på det sydlige Lolland kort før påske fandt 16 heste, der havde det meget dårligt.

- Da vi ankommer til ejendommen, finder vi ganske rigtigt 16 meget magre ponyer med forvoksede hove, uden foder og hø, og nogle uden vand. Igennem længere tid er de ikke blevet passet ordentligt.

- De havde meget, meget lange hove, der gjorde, at de ikke kunne gå ordentligt på deres ben. De var kun skind og ben, siger Yvonne Johansen, dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse.

Det var en borger, der havde bemærket, at der gik en flok magre ponyer på en mark. Borgeren henvendte sig til Dyrenes Beskyttelse, der herefter tog affære.

Efter fundet blev ejeren af hestene anmeldt til politiet for overtrædelse af dyreværnsloven. Sydsjællands og Lolland-Falster Politi rykkede sammen med Fødevarestyrelsens dyrlæge ud på ejendommen kort efter.

Her vurderede man, at to af hestene var i så dårlig forfatning, at de skulle aflives. Yderligere tre heste er fortsat i risikozonen, da de kan have kroniske skader på led og benstilling som følge af længere tids vanrøgt.

Ifølge dyrlæge Yvonne Johansen er der tale om en voldsom sag.

- Vi karakteriserer den her sag som meget grov. Det er et stort antal heste, og samtlige 16 heste er påvirket i en eller anden grad, og det er mange, siger Yvonne Jensen.

Dyrenes Beskyttelse har fået overdraget otte af hestene, som nu er anbragt hos Hestens Håb på Falster, hvor arbejdet starter med at få dem gjort klar til at komme ud til nye ejere.

Efter påbud fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi skal ejeren nu sørge for, at de resterende heste enten bliver afhændet, aflivet eller får den nødvendige behandling af dyrlæge og smed, så de kan komme sig.

Dyrenes Beskyttelse udelukker ikke, at der kan blive tale om overdragelse af flere heste fra sagen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx