28/09-17 07:02

Undersøg om naboens ejendom skader din boligUndersøg om naboens ejendom skader din bolig

Efterårsstorme og kraftig vind kan hvirvle omkringliggende ting ind på din grund og i allerværste tilfælde udgøre en risiko for person- eller bygningsskade.

storybild

København. Én ting er at holde styr på sin egen ejendom, men når efteråret blæser op, kan det også være værd lige at spejde ind over hækken til naboen.

Trampoliner, lette havemøbler, løse tagsten, presenninger og vakkelvorne plankeværker kan i allerværste tilfælde udgøre en risiko, hvis de vælter ind over ens grund.

- Generelt har man ingen indflydelse på, hvad der sker inde hos naboen. Men hvis man tænker, at der er et eller andet, der kan udgøre en fare for personskade, så er man nødt til at snakke med naboen, siger arkitekt Tine Nielsen, der er ekspert i arkitektur og bygningsreglementer ved Boligejernes Videncenter, Bolius.

- De eneste situationer, hvor du kan henvende dig direkte til kommunen, er, hvis du ser sundhedsfarer eller rotter hos naboen. Det andet vil hele tiden være en vurdering af, om noget kan være farligt og risikabelt - husets forsikring vil dog altid dække, hvis noget kommer flyvende ind over grunden og smadrer eksempelvis ruden, tilføjer hun.

Man kan ikke kræve, at naboen skal fælde sit store træ ude i baghaven, men samtidig er det vedkommendes ansvar, at ejendommen ikke udgør en fare for personsikkerheden eller forårsager bygningsskader.

Er man i tvivl, bør man aftale at få en fagmand eller eksempelvis grundejerforeningen til at kigge på situationen, men man skal være opmærksom på, at der vil være tale om en konkret vurdering, der også tager højde for området, beliggenheden og beskaffenheden.

Ifølge konfliktmægler ved Center for Konfliktløsning Jesper Bastholm Munk er det, vi irriterer os allermest over ved vores naboer, enten støj eller ting, der står i vejen.

- Det er tit noget konkret, man kan se, høre eller lugte, der generer os, fortæller han.

Inden man begynder at opfatte andres adfærd som en personlig hetz, skal man tage kontakt til naboen og indgå en dialog, lyder rådet.

- Når man sætter sig ned, kan det allerede være eskaleret. Man skal blive på sin egen side af hækken, når man snakker, og være tydelig og klar på, hvad man er bekymret for, og hvad man godt kunne tænke sig, siger Jesper Bastholm Munk og fortsætter:

- Derudover skal man være spørgende, lige så snart man går ind på den andens matrikel. Hvis der er en konflikt, er der også spændinger. Hvis man bare er uenige, kan man finde frem til en løsning.

Fakta: Knas med naboen

- Invitér naboen ind til en kop kaffe, så vedkommende visuelt kan se situationen fra din side.

- Indled ikke snakken fem minutter i spisetid, men afsæt god tid til det.

- Mød hinanden ansigt til ansigt i stedet for at tage snakken skriftligt.

- Er du gal i skralden, så ras ud, inden du tager konfrontationen med din nabo.

- Er der en grundejerforening eller lignende, så se, om der står noget i vedtægterne om regler for vedligeholdelse.

- Overvej at involvere en mægler eller en fagperson. Tag også et billede af genen, og tjek med forsikringsselskabet.

- Er det fuldstændig umuligt at finde en løsning, kan man føre en civil retssag, som dog kan blive både dyr og lang.

Kilder: Bolius, Center for Konflikthåndtering.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx