Af Ritzau - 23/03-17 10:46; Opdateret: 23/03-17 12:24

Anklager: Parken-dom signalerer nultolerance for urent travAnklager: Parken-dom signalerer nultolerance for urent trav

Anklagemyndigheden er godt tilfreds med markant skærpelse af dom i Parken-sag.

storybild

Senioranklager Jan H. Hansen er godt tilfreds med dagens afgørelse i Landsretten. (Billede: Scanpix/Martin Sylvest)

Østre Landsrets fængselsstraffe i sagen om kursmanipulation i Parken er hårde, men rimelige, siger senioranklager Jan H. Hansen.

- Jeg er meget tilfreds med landsrettens resultat, som viser, at vores vurdering fra starten har været den rigtige.

- Man er nået frem til at sende et signal om, at den her adfærd, hvor man systematisk manipulerer aktiekursen, tolererer vi ikke i et samfund, hvor det finansielle system er meget afhængigt af, at der ikke begås urent tav, siger senioranklageren.

To tidligere Parken-topfolk - Flemming "Don Ø" Østergaard og Jørgen Glistrup - er idømt fængsel i halvandet år. De stod bag handel med Parkens egne aktier, der påvirkede kursen på selskabets aktier.

De to kendte erhvervsmænd har gjort sig skyldig i grov kursmanipulation, lyder det i en dom torsdag morgen i Østre Landsret.

De to fik henholdsvis fire og seks måneders fængsel i byretten. Men i landsretten lå man altså tættere på anklagerens vurdering, som lød, at det skulle koste to års fængsel til begge.

Dommen kommer efter, at flere andre domme i sager om kursmanipulation er gået mod anklagemyndighedens påstande og er endt med frifindelse.

Det skete blandt andet, da Retten i Hjørring i 2015 frifandt otte topfolk fra Ebh Bank, Sparekassen Kronjylland og Morsø Sparekasse i sag om kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig.

Jan H. Hansen vil kun forholde sig til torsdagens dom, ikke til tidligere sager og betydningen fremadrettet.

- Jeg udtaler mig om den her sag. Her har vi fået slået fast, at der er begået urent trav. Der er fundet systematisk kursmanipulation sted i en fremtrædende aktie. Det har landsretten takseret til hårde, men rimelige straffe, siger senioranklageren.

- Men når vi har haft lejlighed til at nærlæse de overvejelser, som landsretten har gjort sig, vil vi selvfølgelig inddrage dem i vores fremtidige arbejde og den måde, vi behandler sagerne i vores organisation.

Flemming Østergaard har gennem sin forsvarer ladet forstå, at han vil forsøge at få sagen i Højesteret. Det kan ske ved at ansøge Procesbevillingsnævnet.

Jørgen Glistrup overvejer samme mulighed, men vil først nærlæse dommens præmisser.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx