Af Ritzau - 15/04-17 10:15

Nu kommer efterspillet i Tibet-sagenNu kommer efterspillet i Tibet-sagen

414 personer er afhørt af Den Uafhængige Politiklagemyndighed i løbet af halvandet års efterforskning.

storybild

Betjente i Københavns Politi gjorde meget for at hindre, at dette tibetanske flag blev set af Kinas præsident under et statsbesøg i 2012 (arkivfoto). (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Flere myndigheder skal nu til at overveje, om Tibet-sagen skal have et efterspil i form af disciplinære reaktioner eller straffesager.

Straks efter påske afsender Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) nemlig resultatet af sin efterforskning af affæren.

Redegørelsen er på cirka 1300 sider, oplyser DUP, og modtagerne er Statsadvokaten i København, Justitsministeriet, Rigsadvokaten og Københavns Politi.

Efterforskningen har især drejet sig om, hvorvidt nogen i Københavns Politi misbrugte deres stilling eller gjorde sig skyldig i pligtforsømmelse.

Det var den daværende politidirektør Thorkild Fogde, der i september 2015 besluttede at anmelde sine egne folk.

Chefen tog det usædvanlige skridt, da han havde opdaget, at politiet flere gange havde givet urigtige oplysninger til Justitsministeriet, som skulle besvare spørgsmål fra folketingsmedlemmer om politiets håndtering af kinesiske besøg.

Igen og igen fik Folketinget for eksempel at vide, at betjente ikke havde forhindret borgere i at vifte med tibetanske flag, da Kinas præsident, Hu Jintao, var på statsbesøg i 2012. Men det var i strid med sandheden. Faktisk var der også en skriftlig ordre om indgrebet.

I forbindelse med efterforskningen har DUP afhørt 414 personer - 42 civile og 372 polititjenestemænd og jurister - oplyser kontorchef Rasmus Blaabjerg.

Desuden har DUP gennemgået store mængder politirapporter, radiokommunikation og videooptagelser, og man har også studeret dokumenter fra PET, Rigspolitiet og Justitsministeriet.

Men Thorkild Fogde var for sent ude i forhold til et muligt strafferetligt ansvar, har DUP's direktør, Kirsten Dyrman, tidligere oplyst til Ritzau.

- Hvis der kunne rejses en begrundet mistanke om embedsmisbrug ved bevidst videregivelse af urigtige oplysninger, var en stor del forældet, allerede da vi modtog anmeldelsen, har hun sagt.

Derimod har DUP sigtet to politiledere for at have løjet for en dommer i Københavns Byret, der behandlede en retssag om politiets optræden ved statsbesøget.

Om disse sigtelser skal føre til en egentlig straffesag afgøres af Statsadvokaten i København.

I DUP ønsker man ikke at sige noget om konklusionerne i redegørelsen.

I øvrigt har regeringen nedsat en kommission på grund af affæren. Den skal blandt andet afdække, hvorfor politiet besluttede at gribe ind mod borgernes ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx