Af Ritzau - 15/03-17 08:40; Opdateret: 15/03-17 10:10

Sverige: Postunderskud er Danmarks problemSverige: Postunderskud er Danmarks problem

Svensk regering står fast på sin linje om PostNord, efter at dansk regering har ytret ønske om svensk bidrag.

storybild

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) beklagede tirsdag sin håndtering af forløbet om PostNords krise. Men det står fortsat hen i det uvisse, hvordan det danske postvæsen skal reddes. Den danske regering mener, at Sverige har et medansvar. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Den svenske regering står fast på, at problemerne i PostNord hovedsageligt er et dansk anliggende. Det oplyser den svenske erhvervsminister i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Tirsdag gjorde finansminister Kristian Jensen (V) det klart, at den danske regering ikke er enig. PostNords milliardbehov er ikke kun Danmarks ansvar, lyder det.

- Vi skal have en dialog med den svenske regering. Det vigtige for regeringen er, at danskerne kan være trygge ved, at man stadig kan modtage post og pakker i hele Danmark, sagde Kristian Jensen tirsdag.

Han henviste blandt andet til, at der er trukket store udbytter ud af den danske del af koncernen. Udbytter som den svenske stat, der ejer 60 procent af PostNord, har fået en god bid af.

Men det får ikke den svenske regering til straks at tage pungen op af lommen.

- Vi har noteret, at den danske regering har ytret sig om dette spørgsmål. Den svenske regering har ikke ændret standpunkt, udtaler erhvervsministeren Mikael Damberg.

- Dette er hovedsageligt et dansk problem. Vi ser frem mod de kommende diskussioner om spørgsmålet.

Den svenske regering udelukker heller ikke at skille det danske og det svenske postvæsen ad igen. De blev lagt sammen i 2009.

PostNord har brug for en kapitaltilførsel på 2,3 milliarder kroner, har selskabet selv meldt ud. Det er led i en plan, hvor der samtidig skal nedlægges 4000 ud af selskabets 10.000 stillinger de kommende år.

Kristian Jensen sagde tirsdag, at han holder alle muligheder åbne for at finde pengene.

- Vi er nødt til at finde en løsning. Jeg har ingen interesse i at putte skatteyderpenge i et selskab, med mindre der er en chance for, at vi får pengene tilbage igen, sagde han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx