Af ritzau - 15/01-14 09:24

Venstre vil lægge loft over kontanthjælpVenstre vil lægge loft over kontanthjælp

Venstre vil tvinge indvandrere i job med kontanthjælpsloft, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Det er en falliterklæring for regeringen, at stadig flere danskere - 146.000 personer- lever af kontanthjælp, og hver fjerde er indvandrer eller efterkommer.

- De skal væk fra offentlig støtte til et job ved at lægge et loft over, hvad man får i offentlige ydelser.

Det siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen om tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der tidligere hed Arbejdsmarkedsstyrelsen.

I 2013 var 25,6 procent af folk på kontanthjælp indvandrere, mens yderligere tre procent er efterkommere. Siden 2011 har 19.000 flere end før fået kontanthjælp. Det er en stigning på 15 procent.

- Regeringen får ikke problemet til at gå væk, selv om den forsøger at undgå at tale om det, siger Hans Andersen.

Han har nu kaldt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i samråd om, at færre indvandrere skal leve af kontanthjælp. Det er kun gået den gale vej, siden regeringen fjernede kontanthjælpsloftet og starthjælpen for udlændinge, mener han.

- Venstre foreslår et moderne kontanthjælpsloft, så det altid kan betale sig at arbejde. Vi skal have sat fokus på indvandrere uden job. Vi kan ikke leve med, at regeringen ikke vil måle det mere, siger Hans Andersen.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen har foreslået at lægge et loft på en kvart million kroner over, hvad en person årligt kan få i offentlige ydelser, påpeger han.

- Vi vil igen have sat et mål for kommunernes arbejde om, hvor mange indvandrere skal i job. Beskæftigelsesministeren har undladt at lade kommunerne arbejde med dette mål. Det er ikke til gavn for nogen, siger Hans Andersen.

- For Venstre er det afgørende, at det altid kan betale sig at arbejde. Vi kan ikke have, at man samlet kan modtage 250.000 koner årligt, siger Hans Andersen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx