Af Ritzau - 29/06-17 11:53

Advokat ryger ud af firma efter sigtelse for bedrageriAdvokat ryger ud af firma efter sigtelse for bedrageri

TVC Advokatfirma afvikler samarbejdet med Erbil Kaya, fordi politiet har rejst sigtelse om salærkrav.

storybild

Det er Retten på Frederiksberg, som advokat Erbil Kaya og en kollega ifølge en sigtelse har forsøgt at bedrage. Begge nægter sig skyldige. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe/arkiv)

En advokat mister sin position i TVC Advokatfirma, efter at det er kommet frem, at politiet sigter ham for forsøg på bedrageri og for embedsmisbrug.

Firmaet har besluttet at afvikle samarbejdet med Erbil Kaya, der er partner, oplyser firmaet på sin hjemmeside torsdag.

Erbil Kaya nægter sig skyldig. Og TVC Advokatfirma understreger, at firmaet med beslutningen ikke har vurderet, om han er skyldig.

"Sagen herom må gå sin gang hos politi, anklagemyndighed og eventuelt domstole," hedder det.

At samarbejdet afvikles, skyldes "konstateringen af sigtelsen, idet advokatfirmaet er bekendt med, at advokat Erbil Kaya tidligere har overtrådt advokatetiske regler og er idømt bøder herfor."

Københavns Politi har også rejst sigtelse mod en ansat advokat, Mads Kramme. Konsekvenserne for ham vil først blive bedømt, "såfremt der rejses tiltale ved byretten og her fældes dom," udtaler TVC Advokatfirma.

Firmaet er et af landets største, når det gælder straffesager. Dets absolutte frontfigur er Michael Juul Eriksen.

Politiets sigtelse blev omtalt af Ritzau onsdag, og torsdag kom så firmaets beslutning.

Efterforskningen bygger oven på et forløb, som allerede har været vurderet af Advokatnævnet, og som har udløst bøder til begge på 20.000 kroner.

Såvel Erbil Kaya som kollegaen krævede salærer for arbejde, de ikke havde udført, fastslog nævnet. Dermed overtrådte de groft god advokatskik.

Begge advokater bad Retten på Frederiksberg om et acontosalær, da de var beskikket som forsvarere i en stor hælerisag.

De oplyste til retten, at de havde deltaget i otte retsmøder i sagskomplekset. Kravet var 128.081 kroner plus moms for "overværelse" af retsmøderne.

Imidlertid havde den ene slet ikke sat sine ben i retslokalet de otte dage. Og Erbil Kaya havde kun overværet et enkelt retsmøde. I stedet havde én fuldmægtig fra firmaet repræsenteret begge advokater ved syv retsmøder.

Erbil Kaya har virket som forsvarer de seneste syv år og har møderet for Højesteret. På advokatfirmaets hjemmeside har man kunnet læse, at han "er en af landets mest foretrukne forsvarsadvokater."

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx