Af Ritzau - 03/03-17 21:19; Opdateret: 04/03-17 04:31

Spiontjeneste hyrer hackere til at beskytte DanmarkSpiontjeneste hyrer hackere til at beskytte Danmark

Forsvarets Efterretningstjeneste udvider sit såkaldte hacker-akademi. Nu skal der også uddannes til defensiv.

storybild

Forsvarets Efterretningstjeneste udvider og udbygger sit hacker-akademi med en defensiv linje, hvor der skal uddannes folk til at beskytte Danmark mod hacking. (Billede: Colourbox)

Cybertruslen mod Danmark er så høj, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) nu målrettet vil uddanne og ansætte hackere, som skal beskytte myndigheder og infrastruktur mod it-angreb fra fremmede magter, kriminelle og spioner.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Der er tale om en oprustning og udbygning af spiontjenestens såkaldte hacker-akademi, der blev åbnet sidste år. Det fortæller FE-chef Lars Findsen.

Hidtil har akademiet kun haft til formål at uddanne folk til en offensiv del. Den handler om at udføre cyberspionage eller angreb mod fremmede magter og terrororganisationer.

- Som noget nyt udvider vi hacker-akademiet med en defensiv linje, hvor det ikke handler om at angribe, men om at forsvare Danmark. Derfor bliver holdet også større end sidste år.

- Formålet med det nye skridt er at rekruttere nye talenter til FE's arbejde med at beskytte Danmark imod andre landes eller hackergruppers forsøg på at trænge ind i danske systemer, siger Lars Findsen til Jyllands-Posten.

Alene mod staten er der årligt mellem 500 og 1000 cyberangreb. FE betegner dem som såkaldte sikkerhedshændelser, der skal håndteres.

Sikkerhedsekspert Peter Kruse fra virksomheden CSIS Security Group vurderer, at FE får svært ved at rekruttere, fordi "markedet er støvsuget for talenter".

Samtidig kritiserer han, at staten vil bruge skattekroner på beskyttelse mod it-angreb, når private sikkerhedsfirmaer i stedet kan løse opgaven.

Det vækker derimod glæde hos formanden for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, at FE nu også prioriterer at uddanne specialister til forsvar - såkaldte whitehat-hackere - og ikke kun folk til angreb.

- Der er et meget stort behov for whitehat-hackere, der kan hjælpe med at beskytte danske it-systemer mod angreb. Hele det danske samfund er jo i den grad afhængig af it-systemer, der skal fungere hele tiden.

- Hvis organiserede kriminelle eller fremmede statslige aktører kan trænge ind i de systemer og ødelægge dem, så kan det få vidtrækkende konsekvenser for det danske samfund, siger han til Ritzau.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx