Af Ritzau - 19/04-17 21:50; Opdateret: 20/04-17 03:46

Læger stiller tillidskrav til sig selv efter sager om fuskLæger stiller tillidskrav til sig selv efter sager om fusk

Lægeforeningen skal tage stilling til et værdighedskrav efter en række uheldige sager om blandt andet svindel.

storybild

I slutningen af april skal Lægeforeningen tage stilling til et værdighedskrav. (Billede: Free/Colourbox)

Tidligere sager om blandt andet svindel med forskningsmidler og fifleri med sædprøver har ridset lægernes ry.

Derfor skal Lægeforeningen nu tage stilling til et såkaldt værdighedskrav. Det skriver Jyllands-Posten.

- Værdighedskravet handler om at give os muligheden for at tage flere sager op. Både konkrete sager, hvor læger har handlet uetisk, og mere principielle sager.

- De dårlige sager, der var for et par år tilbage, viste meget tydeligt, at de nuværende regler, vi har, ikke er tidssvarende, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, til Ritzau.

Han henviser blandt andet til en sag fra 2015, hvor en overlæge blev dømt for bedrageri med forskningsmidler for cirka 2,3 millioner kroner i sin tid som læge på Rigshospitalet.

I 2014 blev en 39-årig læge idømt otte måneders ubetinget fængsel for at have fusket med en dna-prøve i en faderskabssag og afgive falsk forklaring i retten.

Hidtil har Lægeforeningens etiske nævn ikke kunnet påtale sådanne uheldige sager, når de samtidig kørte ved en domstol.

Men det skal være slut nu ifølge Andreas Rudkjøbing.

Helt konkret lyder værdighedskravet fra Lægeforeningen: "En læge skal altid handle på en måde, som viser lægen værdig til den tillid fra patienter, kolleger og samfund, som varetagelse af lægerollen kræver".

Det er Lægeforeningens Lægeetisk Nævn, der vil kunne afgøre, om en læge overtræder værdighedskravet. Hvis det er tilfældet, vil han eller hun få en påtale fra nævnet.

Værdighedskravet udvides ifølge Jyllands-Posten også til at dække grove sager i lægens privatliv. Her kan Lægeetisk Nævn for eksempel gå ind i sager, hvor læger agerer hensynsløst som private borgere.

- Det skal ikke ses som et udtryk for, at lægen er finere end andre faggrupper, men lægen er betroet et stort ansvar.

- Vi forvalter store offentlige midler, tager alvorlige beslutninger om liv og død og skal derfor også kunne bestå værdighedskravet, hvis patienterne fortsat skal have tillid til os som faggruppe, siger Andreas Rudkjøbing til avisen.

Om lægerne skal stille krav til sig selv for at vriste sig fri af de ubehagelige sager, bliver afgjort på et møde i slutningen af april.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx