Af Ritzau - 31/01-17 04:56

16-årige modellers sundhed skal nu tjekkes inden catwalken16-årige modellers sundhed skal nu tjekkes inden catwalken

Hvis en ung model lider af en spiseforstyrrelse, må han eller hun ikke gå modeshow, lyder det i ny aftale.

storybild

Modeugen i København går i gang tirsdag. Med en ny aftale i hånden håber Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, at alle 16-årige modeller på catwalken til næste modeuge har været igennem et sundhedstjek. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Andreas Beck)

Som det første land i verden indfører modebranchen i Danmark et sundhedstjek af alle 16-årige modeller.

Dermed er der blevet taget et stort skridt i retning mod en catwalk med raske modeller og uden sygeligt tynde piger og drenge.

Sådan lyder det fra Danish Fashion Institute og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS).

De står sammen med modelbureauerne bag et etisk charter, der netop er blevet opdateret med et pilotprojekt om sundhedstjek.

- Det betyder, at vi forhåbentlig fra 2017 kan sige, at modellerne på catwalken er sunde og raske. Også selv om de er lange, tynde eller slanke piger, siger Anne Minor Christensen, der er formand for LMS.

Aftalen er faldet på plads i sidste uge. Det har derfor ikke været muligt at få sundhedstjekket op at stå forud for modeugen i København. Den går i gang tirsdag og varer frem til fredag.

Håbet er, at alle 16-årige modeller på catwalks ved næste modeuge i august har fået tjekket helbredet.

De unge modeller bliver kaldt til samtale i LMS. Her skal de snakke med en fagperson og igennem en test, hvor de bliver målt, vejet og hørt om deres forhold til krop, mad og sig selv.

Herefter bliver det vurderet, om pigen eller drengen er rask, i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse eller allerede lider af en.

Hvis der fornemmes en risiko, skal modellen tilbydes hjælp i gruppe eller terapi. Modellen kan kun arbejde videre ved at tage imod tilbuddet.

Er den unge model allerede syg, må han eller hun ikke gå catwalk. Modellen skal i stedet have hjælp med behandling.

- Vi har brugt ti år på at komme hertil. Dengang var der ikke et eneste bureau, der ville anerkende, at en model havde en spiseforstyrrelse. Langsomt er det ændret til, at vi skal hjælpe dem, siger Anne Minor.

Hun satser på at komme endnu længere.

- Et sundhedstjek til 16-årige er ikke nok. Der skal mere til, men det er en start. Når man har at gøre med en branche, hvor det er kroner og ører, der tæller, er det ikke altid det menneskelige aspekt, der vejer tungest. Vi er en patientforening, så det arbejder vi jo for, siger hun.

Prisen for sundhedstjekket ventes at blive cirka 200.000 kroner i pilotåret. Regningen havner hos modelbureauerne. De vil blandt andet opkræve et gebyr på 75 kroner, når kunder booker modeller.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx