29/11-17 18:59; Opdateret: 29/11-17 19:42

Lose løber med magten over sundhedsvæsenetLose løber med magten over sundhedsvæsenet

Stephanie Lose (V) har gjort politisk kometkarriere og sætter sig i den mest magtfulde stol i sundhedsvæsenet.

storybild

København. Venstres Stephanie Lose bliver de næste fire år frontfiguren for det danske sundhedsvæsen.

Med sine 34 år er hun den yngste af de tre kvinder, der kæmpede om den magtfulde post som formand for Danske Regioner, som Bent Hansen om få måneder forlader frivilligt efter mange år på tronen.

Onsdag trak Lose det længste strå i de politiske forhandlinger. Men hun har allerede tidligere imponeret også politiske modstandere.

Først med sin overtagelse af formandsposten i Region syd efter sin partifælle Carl Holst, da han blev forsvarsminister i 2015.

Men især da historierne om Holsts eftervederlag og brug af regionens ansatte fyldte medierne. Her lykkedes det troværdigt Lose at navigere ansvarligt og afbalanceret uden selv at blive plettet.

De sidste, der inden sidste uges regionsvalg ikke vidste, hvad Lose består af, fik syn for sagn på valgaftenen. Her måtte en fnysende arrig Villy Søvndal (SF) se sig totalt sat uden for døren af Lose trods et personligt kanonvalg til det syddanske regionsråd.

Med et fast blik ind i kameraerne forklarede Stephanie Lose, hvad konsekvens betyder.

- Det er klart, at når man i tre måneder har hørt på, at mit parti Venstre skulle være præget af magtfuldkommenhed, mangel på vilje til at rydde op, kammerateri og vennetjenester, så har det konsekvenser.

- Derfor mener jeg, at vi skal bruge tid på at opbygge et tillidsfuldt samarbejde, lød det meget bestemt.

Hvorpå hun indgik en bred konstituering med samtlige partier - minus SF.

Til gengæld er hun mindre erfaren på sundhedsområdet end sin tungeste modkandidat til formandsposten, nordjyske Ulla Astman (S), der har været formand for Danske Regioners sundhedsudvalg de sidste ti år.

Den økonomuddannede Loses poster i det syddanske regionsråd har mere været præget af vækst og erhvervssamarbejde men også af sundhedsinnovation.

Og i sundhedskredse ser mange også med spænding hen til en ny formand for Danske Regioner fra en region, der selv eksperimenterer med nye løsninger for blandt andet kronikere og psykisk syge.

Selv kalder hun udviklingen af et sundhedsvæsen med stadigt flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder og flere med endda flere kroniske sygdomme som den største udfordring.

- Sundhedsvæsenet skal blive ved at udvikle sig. Gør vi bare mere på samme måde, som vi gør nu, løser vi ikke opgaven, sagde hun til Ritzau kort før valget.

Stephanie Lose er gift og har to børn på fem og otte år. Den fritid, der nu bliver meget mindre af, bruges på familie og venner og crossfit.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx