28/08-17 06:03

Små ændringer redder kropsholdningen på kontoretSmå ændringer redder kropsholdningen på kontoret

Prøv at bruge musen med den anden hånd, og drop idéen om, at din stol altid skal være indstillet på samme måde.

storybild

Smerter i skuldre, nakke og lænd er nogle af de uheldige konsekvenser, som mange oplever ved stillesiddende arbejde, fortæller ergoterapeut BirgitteHelena Winther. Free/Colourbox/arkiv

København. Er det din barnelærdom, at der skal være en 90 graders vinkel mellem skinneben og lår, når du sidder på kontorstolen?

Sådan er det ikke længere, fortæller Thomas Höfelsauer, som er fysioterapeut hos FysioDanmark.

Få guiden til at indstille stol, bord, skærm og musen, så du minimerer skader.

1) Stolen

Stolen skal så højt op som muligt, så længe du stadig kan have flad fod på gulvet. Og så skal sædet faktisk ikke være helt vandret, men indstilles i en vinkel, så det hælder en smule nedad, fortæller fysioterapeut Thomas Höfelsauer.

- Man skal gerne få tiltet sædet fremad, så man har fornemmelsen af, at man ville kure lidt ned. Så er man mere aktiv i stillingen. Man skal helst have en åben vinkel i knæet og i hoften, så hvis man lagde en bold i skødet, ville den trille ned, siger Thomas Höfelsauer.

De åbne vinkler, hvor du sidder mere oprejst, giver en større bevægefrihed i skuldrene, nakken og i ryggen.

Du må dog endelig gerne ændre lidt på din stol fra tid til anden, forklarer BirgitteHelena Winther, ergoterapeut ved Siddestillingskompagniet.

- Det er en myte, at stolen altid skal være indstillet på nøjagtig samme måde. Du laver små gavnlige variationer ved at stille stolen lidt forskelligt, siger BirgitteHelena Winther.

2) Bordet

Når du har tilpasset stolen, kan du justere højden på bordet.

- Bordets højde bliver bestemt af, hvor langt inde du har tastaturet. Det vigtige er, at du har fuld understøttelse for armen, siger Thomas Höfelsauer.

Derudover er det sundt at komme op at stå. Så hvis dit bord kan hæves, så brug det til at komme op at stå nogle gange i løbet af dagen.

Jo mere, jo bedre, men det vigtigste er at få det gjort og bygge en vane op.

3) Skærmen

Står skærmen helt lodret? Så skal der rettes på den.

Når du kigger på en bærbar computer, telefonen eller læser en bog, så er vinklen altid lidt bagover. Det bør din skærm også være.

- Vinklen er vigtig, fordi øjet gerne vil have, at der er lige langt til den øverste og nederste tekst på skærmen. Ellers bliver øjet træt, forklarer han.

4) Musen

Få musen godt ind på bordet, så du har støtte til armen.

For nogle personer kan det hjælpe at bruge en alternativ mus, som ligger lige foran tastaturet. Ellers kan man bruge en trådløs mus, som ikke er beregnet til hverken højre eller venstre hånd.

- På den måde kan du skifte mellem at have den foran kroppen og på både højre og venstre side. Det tager et par timer at vænne sig til at have musen i sin ikke-dominante hånd, og det er godt givet ud, siger BirgitteHelena Winther.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx