Af Ritzau - 13/03-17 12:36; Opdateret: 13/03-17 14:14

Dansk-tyrkere bifalder positivt signal fra Løkke om valgmøderDansk-tyrkere bifalder positivt signal fra Løkke om valgmøder

Danmark har holdt fast i principper om ytrings- og forsamlingsfrihed ved at udskyde møde, mener forening.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen begrundede søndag beslutningen om at udskyde den tyrkiske premierministers besøg i Danmark med den eskalerende krise mellem Tyrkiet, Holland og Tyskland. (Billede: Reuters/Yves Herman)

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) søndag udskød et møde med Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, sendte han samtidig et signal, der bliver tolket positivt af den tyrkiske forening UETD Danmark.

Danmark har principielt intet problem med, at politikere fra et andet land kan deltage i vælgermøder her.

Sådan lyder udlægningen af statsministerens ord fra foreningen, der er en del af en interesseorganisation for tyrkere i Europa.

- Den danske regering har holdt fast i principper om ytrings- og forsamlingsfrihed og muligheden for afholdelse af valgmøder for herboende tyrkiske statsborgere i forbindelse med en folkeafstemning i Tyrkiet, siger formand Fatih Alev i en skriftlig udtalelse.

Premierminister Yildirim skulle have besøgt Danmark 19.-20. marts.

Flere tyrkiske ministre har i denne måned planlagt besøg i europæiske lande for at holde vælgermøder. Det skyldes en folkeafstemning i Tyrkiet om en forfatningsændring 16. april.

Ændringen vil give præsident Recep Tayyip Erdogan flere magtbeføjelser.

Men i Holland og Tyskland er en række møder blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager. Det har ført til en eskalerende konflikt mellem tyrkere, hollændere og tyskere.

Løkke begrundede søndag beslutningen om at udskyde Yildirims besøg med krisen mellem Tyrkiet, Holland og Tyskland.

- Den danske regering ser med stor bekymring på den aktuelle udvikling i Tyrkiet, hvor demokratiske principper er under stort pres, udtalte han.

Fatih Alev roser regeringen for ikke at bakke op om et forslag fra Østrig, som har opfordret EU-landene til at stoppe de tyrkiske valgmøder.

- Den danske regerings politik på det her område bør være et mønstereksempel for EU-lande, der sætter dele af frihedsrettighederne ud af spil, siger formanden for UETD Danmark.

Ifølge Fatih Alev var der ikke planlagt konkrete vælgermøder med Yildirim i Danmark.

Dog blev premierministerens besøg set som en oplagt mulighed for at arrangere noget, når nu han alligevel var her.

Foreningen UETD Danmark ville i så fald have assisteret med det praktiske ved arrangementet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx