Af Susanne Johansson,Kasper Riising - 25/03-18 17:49

Nu skal børnene lokkes på museum: Halløj på museetNu skal børnene lokkes på museum: Halløj på museet

Med sit nye tiltag for børn, vil Rane Willerslev og Nationalmuseet gøre op med alt det kedelige, som ikke mindst de små forbinder museet med.

Nationalmuseets kedsomhedsknap

I videoen herover kan du se, hvad BTs børnepanel mener om museer og om den nye 'kedsomhedsknap'

»Øv, lukker de nu?«

Skuffelsen er mejslet ind i Marius' stemmebånd, da højtaleren annoncerer, at tiden er kommet til at sive mod udgangen. »Det var vildt sjovt,« tilføjer han og får ivrig opbakning fra resten af BTs børnepanel: Andrea på 7, Saxe på 8, Sigurd på 12. Og altså Marius på 10.

Da vi en time tidligere mødes i Nationalmuseets foyer, har piben en anden lyd. Museer er generelt noget, der er kedeligt. Det er derfor, at de skal teste Nationalmuseets nye tiltag for børn. Kedsomhedsknappen, der eksempelvis kan få mumier til at røre sig, malerier til at tale,  og hemmelige kister til at åbne sig.

Idéen til knappen er ifølge direktør Rane Willerslev én, der kom fra en af de ansatte. Da han tiltrådte sidste sommer, blev han hurtigt bekymret over, at de børn, der blev vist rundt inde på det fine gamle museum grundlæggende fandt dét, de så, uinteressant.

»Så jeg spurgte de 75 ansatte, hvad de havde af gode ideer. Der kom 100. Og den her var knaldgod.«

Som den eneste af de fire i BTs børnepanel har Andrea for nylig været på museet. Og synes, at det var ok sjovt. Sammen med sin familie var hun i dén afdeling, der hedder 'Børnenes museum'. Dér, hvor man faktisk godt må røre ved tingene, må lege sig med ind i historien.

»Det kunne jeg godt lide.«

Meningen med 'kedsomhedsknappen' er, at børnene også skal kunne lide resten af museet. Skal kunne mærke og lege sig ind i historiens vingesus, når genstande fra fortiden vækkes til live ved et tryk på knappen.

»Jeg er helt vildt spændt,« siger Sigurd på 12.

»Det bliver mega sjovt,« tilføjer hans lillebror Saxe.

Ingen af dem ved, hvad der venter dem. Og vi skal selvfølgelig heller ikke afsløre alle detaljer her. Men paf bliver de i hvert fald, da de første gang aktiverer knappen, og en kvindelig shaman klædt i skindkappe søgende kommer mod dem.

»Hvor er jeg glad for at se jer. Hvor er jeg?« spørger hun med forvirring i blikket.

Hun har brug for deres hjælp. Hun leder efter elge og urokser. Hendes folk sulter.

»Sådan nogle har vi ikke.«

»Hvad spiser I så?«

»Rugbrød«. »Cornflakes«.

»Fanger man cornflakes med bue eller spyd?«

Bagefter - da shamanen igen har lagt sig tilrette under sit rensdyrskind - kan Andrea knap holde masken.

»Helt ærligt, man kan da ikke jagte cornflakes.«

Så griner de alle fire. Shamanen gik rent ind.

Ivrige børnetrin giver genlyd på trappen op til første sal, hvor 'kedsomhedsknappen' snart tages i brug igen. Denne gang er det polarforsker Knud Rasmussen, som åbenbarer sig og fortæller røverhistorier fra sin barndom i Grønland.

Lige indtil stemmen i højtaleren annoncerer, at nu lukker museet om lidt.

I børnehøjde reflekteres der på vej ned af trappen. De er glade. Og vil rigtig gerne tilbage og opleve resten.

»Jeg er overrasket over, at den der 'kedsomhedsknap' faktisk virker ret godt,« siger Marius.

Saxe, 8 år: »4 ud af 6. Det var sjovt.«

Marius, 10 år: »Jeg tror, at jeg vil sige 5 ½ eller 6. Jeg synes virkelig, at det var sjovt.«

Andrea, 7 år: »6. Så sjovt synes jeg, at det var og jeg har også lært noget.«

Sigurd, 12: Jeg tror, at de får mellem 3 og 4 ½. Det var spændende nok, men jeg er nok lidt for gammel til det.

Om 'kedsomhedsknappen'

I alt er der installeret 15 knapper i alle dele af museet, som aktiverer alt fra spøgelser til eventyrere. Det er dog kun fire af dem, der er aktive hver dag. Til gengæld rykker de rundt i hele museet, så publikum hver anden dag kan få en helt ny oplevelse.

»Det bliver sanseligt og animeret og inddragende omkring de genstande, hvor knappen er placeret,« lover Rane Willerslev.

Den primære målgruppe er de seks til ti årige.

Til og med 2. påskedag er knapperne aktive dagligt. Derefter kun i weekenderne.

 

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Klopp efter vild målfest: Det var tæt...
bt.dk
Tidligere spindoktor med...
bt.dk
Tidligere DR-vært opdagede...
bt.dk
NASA har opdaget mystisk fænomen:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx