Af Ritzau - 13/06-17 16:17; Opdateret: 13/06-17 23:33

Niels Helveg Petersen er tirsdag blevet bisatNiels Helveg Petersen er tirsdag blevet bisat

De Radikales nestor, Niels Helveg Petersen, er tirsdag bisat fra Holmens Kirke og mindes på Christiansborg.

storybild

De Radikales tidligere politiske leder, Niels Helveg Petersen, er tirsdag blevet bisat fra Holmens Kirke i København. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Holmens Kirke i København var tirsdag ramme om bisættelsen af De Radikales nestor, Niels Helveg Petersen.

Han har været politisk leder af partiet og var minister under statsministrene Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S).

1988-1990 tjente Helveg som økonomiminister under Schlüter. 1993-2000 var han Nyrups udenrigsminister.

Gennem 80'erne hjalp han som politisk leder Schlüter med den økonomiske genopretning af Danmark.

I 90'erne støttede han Nyrup, som i 1992 væltede Socialdemokratiets formand, Svend Auken. I januar 1993 blev Nyrup statsminister, da Schlüter gik af efter Tamilsagen.

I Holmens Kirke sammenlignede biskop emeritus, Kjeld Holm, Helveg med teologen K.E. Løgstrup. Begge endte - uden at ønske det - altid for bordenden. Også selv om bordet er rundt, siger Kjeld Holm.

Efter bisættelsen mindes Niels Helveg Petersen ved et stuvende fuldt arrangement i Fællessalen på Christiansborg.

Her siger Danmark ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) farvel til en "stor politiker".

- Som i den grad har sat sit præg på landets udvikling gennem de seneste mange år. En person, som alle havde den dybeste respekt for, siger Lars Løkke Rasmussen.

De Radikales leder, Morten Østergaard, minder om Helvegs signatur: "Ja, tja, bum, bum, bum". Ordene brugte Helveg engang til at undvige et nærgående spørgsmål fra Ritzaus politiske reporter.

Nyrup fortæller, at Schlüter er det eneste menneske, som har mere humor end Helveg.

I 90'erne var Helveg Danmark en "fremragende " og "fantastisk" udenrigsminister. Han turde gribe ind i Eksjugoslavien uden FN-mandat, som De Radikale ellers holder helligt, påpeger Nyrup.

- Respekt, min ven. Niels kunne have indtaget et klassisk radikalt synspunkt: At det var en ubehagelig krig, siger Poul Nyrup Rasmussen.

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har en fortid som minister og Radikal partileder. Hun savner allerede Helveg.

- Jeg er ked af, at Niels er død. Det var alt for tidligt. Og vi mangler ham allerede. Vores folkestyre har brug for Niels, siger Margrethe Vestager.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx