Af Ritzau - 24/03-17 09:38

Efter Tibetsagen: Nu tjekkes politiets planer af juristEfter Tibetsagen: Nu tjekkes politiets planer af jurist

Københavns Politi har skærpet kontrollen med planer og med svar til Folketinget på grund af Tibetsagen.

storybild

Dette flag måtte en besøgende kinesisk præsident ikke se i København i 2012, stod der i en intern ordre. Indgrebet i folks ret til at demonstrere og ytre sig undersøges af Tibetkommissionen (arkivfoto). (Billede: Www.colourbox.com)

Politiets indgreb mod demonstranter med tibetanske flag ved et kinesisk statsbesøg har fået konsekvenser.

Opstramningen består i, at en jurist og ledende politifolk er sat til at kontrollere de planer, som lægges i forbindelse med større indsatser.

Det oplyser stabschef John Vestergaard fra Københavns Politi i en mail til Ritzau, som har spurgt om, hvorvidt Tibetsagen har ført til generelle initiativer.

I beredskabsenheden er der oprettet en ny afdeling for operativ kvalitet. Den har en støttende funktion, og den sørger blandt andet for "kvalitetssikring" ved planlagte indsatser, skriver stabschefen.

En planlagt indsats var netop statsbesøget af præsident Hu Jintao i sommeren 2012.

Men først i september 2015 - og på grund af en langvarig retssag anlagt af seks borgere - besluttede ledelsen i Københavns Politi at læse den tre år gamle drejebog for indsatsen, den såkaldte operationsbefaling.

Heri kan man læse, at betjentene skulle sørge for, at demonstranter blev holdt skjult for præsidenten.

Opdagelsen af ordren var sensationel, fordi den indebærer en krænkelse af ytringsfriheden. Og den fik daværende justitsminister Søren Pind (V) til at nedsætte en kommission.

Samtidig forflyttede politidirektør Thorkild Fogde tre ledende politifolk, ligesom han bad Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at efterforske sine egne politifolk.

Den nye afdeling blev etableret i november 2015. Den står blandt andet for "løbende juridisk rådgivning og sparring med beredskabsenhedens øverste ledelse," skriver stabschefen.

Både den gamle operationsbefaling og de mundtlige ordrer endevendes under mange af de afhøringer, der for tiden foretages i Tibetkommissionen.

For nylig fortalte en tidligere ansat i Rigspolitiet, at der på en briefing på Politigården i København blev sagt, at præsidenten ikke skulle se demonstranter.

- Jeg regnede med, at det var tygget igennem af Københavns Politis jurister. Jeg syntes, det var noget mærkeligt noget, har Erik Jack Pedersen sagt.

Hans antagelse var forkert. Dengang var der ingen juridisk kontrol med operationsbefalinger. Men den er altså siden indført, oplyses det i mailen fra stabschef John Vestergaard.

Tibetkommissionen beskæftiger sig desuden med at afdække, hvorfor Folketinget i flere tilfælde fik fejlagtige oplysninger fra politiet.

Også dette problem har Københavns Politi reageret på. Flere deltager i nu arbejdet med at skaffe informationer, oplyser stabschefen. Nye fuldmægtige undervises i "vigtigheden af kontrol med de indhentede oplysningers rigtighed", skriver han.

Tidligere har Rigspolitiet oplyst, at Tibetsagen har "medført en øget bevidsthed hos alle medarbejdere om vigtigheden af kontrol med de oplysninger, som videregives til ministeriet og Folketinget".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx