01/09-17 16:54

Godsejer rystet efter fund af fisk med ulovlig nervegiftGodsejer rystet efter fund af fisk med ulovlig nervegift

Fund af ulovlig nervegift ved nordjysk naturperle chokerer godsejer, der har politianmeldt sagen.

storybild

Nervegiften carbofouran er blevet fundet i fisk, der var sat op på et spid ved en sø i den nordlige del af vildmosen. Nervegiften har taget livet af op mod en halv snes fredede rovfugle siden 2010. Scanpix/Bettina Pohle, Mst Nordjylland/

Brønderslev. Godsejer Jørgen Skeel er rystet over, at den dødelige gift carbofouran er fundet i fisk på godsets arealer ved Store Vildmose.

- Jeg fik et chok og blev da rystet. Det er helt uacceptabelt. Og da jeg havde tænkt lidt over det, blev jeg også vred, siger Jørgen Skeel, Birkelse Hovedgaard.

Giftfundet blev gjort tirsdag ved en sø i den nordlige del af vildmosen. Her fandt man tre døde fisk, der var sat op på spid ved søbrinken.

Fiskene indeholdt nervegiften carbofouran, der har været forbudt i EU siden 2008.

Godset har politianmeldt sagen til Nordjyllands Politi, der nu efterforsker, hvem der har lagt giften ud.

- Det arbejder jo imod alt, hvad vi forsøger at gøre her. Vi har både kongeørn og en bred flora og fauna.

- Alle intentioner om at drive god vildtforvaltning undermineres af, at nogen kan finde på at sende forgiftede fisk ud i en sø.

- Det er helt uacceptabelt og noget svineri, siger Jørgen Skeel.

Hvem, der står bag udlægningen af giften, vil han ikke spekulere i.

- Jeg ved ikke, hvem der har lagt de fisk ud. Jeg vil rigtig gerne vide det. Men det er en politisag nu.

- Og jeg håber virkelig, de finder ud af, hvem der har gjort det, så de brodne kar kan blive stoppet og giften afleveret, siger Jørgen Skeel.

Godset lejer jagten ud til forskellige jagtkonsortier og oplysninger om områdets jægere er overgivet til kommunen.

Det er ikke første gang, at der findes carbofouran i naturen.

Ornitologer har konstateret, at giften har taget livet af op mod en halv snes rovfugle siden 2010.

Ifølge Miljøstyrelsen kan det ikke udelukkes, at giften er lagt ud i fiskene i vildmosen for at forgifte rovfugle.

- I det her tilfælde er giften udlagt ved en sø, hvor der drives andejagt. Den er udlagt op til jagtsæsonen (som begynder fredag, red.).

- Så det er muligt, at intentionen har været at dræbe rovfugle, eventuelt oddere, som ellers ville spise nogle ænder og ællinger, siger naturplanlægger Lasse Sehested Jensen, Miljøstyrelsen.

Andejagten skulle have været sat ind fredag, men den er nu aflyst på det 800 hektar store område foreløbig frem til 12. september.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx