Af Ritzau - 02/03-17 22:16

Børn venter i ugevis på at fortælle om overgrebBørn venter i ugevis på at fortælle om overgreb

I mindre alvorlige sager om overgreb på børn bliver en uges frist om afhøring ikke overholdt af politiet.

storybild

Børn venter i ugevis på at fortælle om overgreb, skriver Politiken. (Billede: Colourbox)

Hvis politiet mistænker, at et barn er blevet udsat for seksuelle overgreb, skal barnet videoafhøres, inden der er gået en uge.

Men i 2016 måtte børnene og de professionelle fagfolk ifølge Politiken ofte vente i ugevis på, at politiet foretog en videoafhøring på grund af lange ventetider. Nogle steder lå ventetiden på over en måned.

- Et barn har brug for at blive taget alvorligt og se, at når man afslører noget, som man har været udsat for, så er der nogen, der handler på det.

- Sker det ikke, kommer de til at gå i et tomrum. De kan opfatte det som endnu et svigt, siger Kim Risom Rasmussen, leder af Børnehus Sjælland, til Politiken.

Fristen på en uge skal undgå, at beviser i sagerne fordufter.

Hvis der er tale om meget alvorlige sager eller akutte tilfælde, bliver fristen overholdt, oplyser fem børnehuse og politikredsene, som Politiken har talt med.

Men i mindre alvorlige sager ser billedet anderledes ud.

- Her sker det desværre, at der kommer ventetid, fordi vi bliver nødt til at prioritere andre ting først. Pludselig kan en drabssag komme ind. Eller en brandsag, siger politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau ved Nordjyllands Politi.

- Det er selvfølgelig ikke godt nok. Men i de tilfælde bliver vi nødt til at foretage en benhård prioritering. Vi vil ikke kunne favne det hele, tilføjer hun.

Det er samtlige af landets politikredse, at der har været problemer med for lange ventetider.

- Det er selvsagt ikke tilfredsstillende, skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i en mail til Politiken.

Han vil nu indskærpe over for politikredsene, at fristen på en uge skal overholdes.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx