Af Ritzau - 06/04-17 17:40

X Factor-deltager på vej mod Folketinget for EnhedslistenX Factor-deltager på vej mod Folketinget for Enhedslisten

Urafstemning hos Enhedslisten sender kontroversiel kandidat langt ned på listen og Sarah Glerup tæt på valg.

storybild

Sarah Glerup har stået på scenen i X Factor og sunget Depeche Modes "Enjoy the silence". Stilhed bliver der formentlig ikke meget af, hvis hun bliver valgt til Folketinget. Og det tyder meget på. Enhedslistens medlemmer har ved en vejledende urafstemning placeret hende højt på listen over partiets Folketingskandidater. (Billede: Scanpix/Keld Navntoft)

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, har en bundsolid opbakning fra sit bagland. Og så kan venstrefløjspartiet være på vej til at få en tidligere X Factor-deltager ind i Folketingsgruppen.

Det viser resultatet af den vejledende urafstemning blandt partiets medlemmer om Enhedslistens folketingskandidater. Afstemningen kommer forud for partiets årsmøde i maj.

Pernille Skipper blev ikke overraskende den absolutte topscorer med 2576 stemmer fra medlemmerne. Andenpladsen indtages af en mulig ny profil i partiet, miljø- og klimaordfører Maria Gjerding med 1990 stemmer.

Samtidig tyder urafstemning på, at en ny kvinde med kendskab til både medier og politik kan være på vej i Folketinget for Enhedslisten.

32-årige Sarah Glerup Kristensen, der tidligere har deltaget i DR-talentprogrammet X Factor, fik med 1399 stemmer en placering som nummer 12 på listen.

Enhedslisten har i dag 14 medlemmer af Folketinget, og partiet står i meningsmålingerne til en lille fremgang.

Dermed kan afstemningen vise sig være et vigtigt skridt på vejen til Folketinget for Sarah Glerup, der allerede kender Christiansborg fra sit arbejde som kommunikationsmedarbejder i Enhedslisten.

Også tidligere medlem af Folketinget Rosa Lund kan være på vej tilbage til Christiansborg. Hun endte på en 7.-plads, der også står til at udløse et mandat i Folketinget.

Enhedslistens medlemmer sendte til gengæld den kontroversielle folketingskandidat Jonathan Simmel ned på en 20.-plads på listen. Det vil formentlig ikke være nok til at udløse valg.

Jonathan Simmel kom for alvor i mediernes søgelys, da han i forbindelse med Enhedslistens årsmøde i 2013 udtalte til Berlingske:

- Vi kan godt acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning.

Jonathan Simmel skulle fra nytår have været i Folketinget i et halvt års tid som suppleant for forsvarsordfører Eva Flyvholm (Ø). Men han valgte at trække sig, da der opstod ny debat om de kontroversielle udtalelser.

I et interview med DR Nyheder har Simmel fastholdt, at der i teorien kan opstå situationer i Danmark, hvor en væbnet revolution kan være acceptabel.

Han begrundede sin beslutning om at trække sig med, at udtalelsen kunne skabe tvivl om partiets linje. Trods udtalelserne fik han 841 stemmer ved urafstemningen.

Den endelige liste over folketingskandidater vedtages på Enhedslistens årsmøde i maj.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx