07/09-17 10:25

Gravides brug af antidepressiv medicin kan påvirke barnetGravides brug af antidepressiv medicin kan påvirke barnet

Arv spiller ind på øget risiko for psykiske lidelser, hvis ens mor tog antidepressiv medicin under graviditet.

storybild

København. Børn af kvinder, der har taget antidepressiv medicin under graviditeten, har øget risiko for at få en psykisk lidelse senere i livet. Det har et hold forskere fra Aarhus Universitet fundet frem til i en ny undersøgelse af mere end 900.000 danske børn.

Der er flere forklaringer bag tendensen, siger Trine Munk-Olsen, seniorforsker ved Center for Registerforskning, Aarhus BSS, Aarhus Universitet.

- Vi kan ikke afvise, at medicinpåvirkning af fosteret direkte har en indflydelse på resultaterne. Men vi vurderer, at det i lige så høj grad er et udtryk for, at psykisk sygdom er arveligt, siger Trine Munk-Olsen.

Ved hjælp af registerforskning har forskerne undersøgt 905.383 børn født i Danmark i perioden fra 1998 til 2012. Børnene blev fulgt frem til 2014.

32.400 af børnene udviklede en psykisk lidelse som autisme, depression, angst og adhd.

Herunder var nogle børn født af mødre, der tog antidepressiv medicin under graviditeten, mens andre børn ikke havde været udsat for medicin.

- Når vi kigger på disse to grupper af børn, finder vi, at der er en øget risiko for at få en psykisk lidelse, hvis ens mor har taget antidepressiv medicin, mens hun var gravid, siger Xiaoqin Liu, som er førsteforfatter på studiet.

Selv om forskerne kan se en mulig sammenhæng mellem indtaget af medicin og udviklingen af psykiske lidelser hos børn, er det ikke ensbetydende med, at forskerne helt fraråder kvinder at tage antidepressiv medicin under deres graviditet.

Ifølge Trine Munk-Olsen kan der være rigtig gode grunde til at fortsætte med medicinsk behandling.

- Det handler både om mødrenes og børnenes ve og vel.

- Den enkelte kvinde kan selvfølgelig overveje, om hun skal standse med at tage medicin, mens hun er gravid.

- Men det skal den enkelte kvinde afgøre med sin læge eller psykiater, fordi en ubehandlet depression kan have nogle meget alvorlige konsekvenser for både moren og barnet, siger hun.

Ifølge forskerne har brugen af antidepressiv medicin været stigende de seneste mange år. Mellem to og otte procent af de gravide kvinder bruger denne behandling.

Det danske studie er udkommet i det medicinske tidsskrift British Medical Journal.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx