Af Berit Hartung - 11/09-17 08:50

DMI lover vindstød af stormstyrke: 'Onsdag bliver en spændende dag'DMI lover vindstød af stormstyrke: 'Onsdag bliver en spændende dag'

Efterårsvejret er over os - og især onsdag bliver våd og blæsende.

storybild

Onsdag bliver en meget blæsende dag, men DMI regner dog ikke med, at det bliver årets første efterårsstorm. (Arkivfoto) (Billede: Henning Bagger)

Så er det atter sæson for flyvende tagsten og trampoliner. Ja, lad os bare gøre din mandag endnu mere træls og trist, end den nok er i forvejen og gøre dig opmærksom på, at vejret den kommende uge bliver både ustadigt, vådt og rigtig blæsende efterårsagtigt.

Især ugens midterste hverdag bliver heftig.

»Vejret bliver ustadigt hele ugen, men onsdag bliver spændende,« lyder forudsigelserne fra vagthavende ved Danmarks Meteorologisk Institut, Henning Gisselø, mandag morgen.

»Hvis man har glemt, hvordan efterårsvejr føles, så får vi en påmindelse om det på onsdag,« siger han og lover stormende kuling og vindstød af stormstyrke.

En god gedigen efterårsstorm vil meteorologen dog ikke blæse sig op til at advare imod på nuværende tidspunkt.

»Vi regner ikke med, at det bliver årets første efterårsstorm, men der kommer sikkert vindstød af stormstyrke,« lyder det fra meteorologen.

Han understreger, at prognoserne lige nu tyder på hård kuling og måske stormende kuling - især i den sydlige del af landet. Det bliver nemlig meget blæsende i et bælte syd for Ringkøbing, nord om Sjælland og videre til Bornholm.

»Stormende kuling i Vadehavet og så vindstød af stormstyrke over vandområderne. Inde over land bliver det ikke helt så kraftigt. Her bliver det en frisk vind til kuling.«

»Det er selvfølgelig noget, vi holder meget øje med, men vi sender ikke et stormvarsel ud nu. Ikke som prognoserne ser ud nu,« siger han.

Hele miseren skyldes et lavtryk, der trækker ind over det nordjyske i løbet af onsdagen, men nordjyderne skal til gengæld ikke regne med at få særlig meget vind.

Bliver du allerede træt, trist og kuldskær bare ved tanken om regn og efterårsrusk, så glæd dig til weekenden. Efter en uge, hvor vi kan se frem til både kraftig blæst, byger og i det hele taget ustadigt vejr, tegner weekendens vejr nemlig til at blive 'forholdsvis pænt.'

Henning Gisselø forklarer, hvad meteorolog-koden betyder på jævnt dansk:

»Knap så meget vind. Solen på banen og ikke så mange regnbyger.«

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx