Af Ritzau - 22/06-17 16:29

Kvinde anmeldte drugrape: Spor af narko i urin og hårKvinde anmeldte drugrape: Spor af narko i urin og hår

22-årig kvinde, der anmeldte mand for forsøg på voldtægt, havde spor af narko i urin og hår.

storybild

To kvinder anklager en 27-årig mand for at have puttet narko og et sløvende stof i deres drinks for efterfølgende at udnytte dem seksuelt. Manden afviser anklagen. (Billede: Free/Colourbox)

Der blev fundet spor af narko i urin- og hårprøver fra en 22-årig kvinde, der sidste år anmeldte, at hun var blevet forsøgt bedøvet og seksuelt udnyttet.

Det fremgår af retsmødet torsdag i Retten i Odense, hvor en 27-årig mand er tiltalt for fuldbyrdet voldtægt mod én kvinde og forsøg på voldtægt mod den 22-årige.

De to kvinder anklager den 27-årige for først at have puttet narko og et sløvende stof i deres drinks for at bringe dem i en tilstand, hvor de ikke kunne gøre modstand mod mandens tilnærmelser.

Det lykkedes dog den 22-årige kvinde at slippe væk fra manden og tilkalde hjælp.

Hun kontaktede en ven, der efterfølgende hjalp hende først til politigården for at anmelde voldtægtsforsøget og derefter til skadestuen.

- Jeg har aldrig set hende sådan før. Hun kunne næsten ikke tale eller gå og måtte støtte sig til mig. Det hele kørte på hende, forklarer den ven, der kom den 22-årige til undsætning natten til 9. maj sidste år.

Hun blev henvist af politiet til skadestuen, hvor man tog en urinprøve. Efterfølgende blev der også taget en hårprøve på retskemisk institut.

Prøverne viser, at den 22-årige kvinde havde spor af amfetamin, kokain og ecstasy i urin og hår.

To af hendes venner har forklaret, at de var i byen med kvinden om aftenen. Her fik de tre-fire drinks hver, men ingen af dem tog stoffer, har de forklaret.

Kvinden mødtes efterfølgende med den 27-årige i hans lejlighed i Odense.

Den tiltalte nægter at have forgrebet sig på kvinden.

Han siger, at kvinden var stærkt beruset, da hun mødte op. De spiste pizza sammen, og han serverede cola med isterninger.

Kort tid efter sendte han hende hjem med en taxa, har han forklaret.

En uge efter hændelsen ransagede politiet mandens adresse, og her fandt man blandt andet 5,49 gram kokain, 3,97 gram ecstasy og 0,07 gram heroin.

Politiet fandt i lejligheden også en mobiltelefon tilhørende en anden kvinde, der havde besøgt manden i sommeren 2015.

Da politiet kontaktede denne kvinde, kom det frem, at hun også havde været udsat for samme behandling af manden. Hun anmeldte efterfølgende manden for fuldbyrdet voldtægt.

Hvorfor anmeldelsen først dukkede op på det tidspunkt, er uvist, da kvinden har afgivet forklaring bag lukkede døre.

Den 27-årige siger, at han ganske rigtigt havde sex med denne kvinde, men at det skete på kvindens eget initiativ. Hun virkede ikke påvirket, da det skete, har han forklaret.

Retten ventes at færdiggøre sagen og afsige dom den 18. juli.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx