Af Ritzau - 19/01-17 23:32; Opdateret: 20/01-17 00:31

DF: Papes skrotning af politiskole i Herning ændrer intetDF: Papes skrotning af politiskole i Herning ændrer intet

Eksisterende bygninger skal huse ny politiskole, og den holdning er der ikke pillet ved, siger retsordfører.

storybild

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, er ikke imponeret over, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er parat til at se på andre byer end Herning, når placering for ny politiskole skal besluttes. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Herning er en dejlig by. Det samme er mange andre vestdanske byer. Og dermed har geografi aldrig været et interessant punkt for Dansk Folkeparti i diskussionen om en ny politiskole.

Derfor betyder det heller intet for DF, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) torsdag aften giver slip på kravet om at placere politiskolen i Herning.

Det siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

- Justitsministeren udmelding ændrer ikke særlig meget. Det er jo ikke geografien, vi har interesseret os for. Vi er græskkatolske med, om politiskolen kommer til at ligge i den ene by eller den anden by, siger han.

- Det vigtigste for os har været at finde en løsning i eksisterende bygninger, så vi hurtigst muligt og til en fornuftig økonomi kan komme i gang med at uddanne de mange ekstra betjente, som dansk politi har hårdt brug for.

Søren Pape Poulsen meddelte torsdag aften, at regeringen er parat til at diskutere, hvor den planlagt skole skal ligge. Han står dog fortsat stejlt på, at de kommende betjente skal uddannes i nye bygninger.

- Regeringen ønsker, at det skal være nybyggeri, fordi Rigspolitiet, Politiforbundet, politiets undervisere og de bygningseksperter, der har arbejdet med politiskolen, alle anbefaler nybyggeri, sagde han i en skriftlige udtalelse.

Men det er bare tegn på, at regeringen ikke har flyttet sig eller lyttet til kravet fra forligsparterne, mener Peter Kofod Poulsen.

Han peger på, at også Socialdemokratiet vil bruge eksisterende bygninger i stedet for at bygge en helt ny skole.

- Regeringen har ikke gjort sig umage med at lytte til det, som et flertal i forligskredsen siger. Vi ser ikke en helt ny politiskole som en realistisk mulighed, siger Peter Kofod Poulsen.

- Vi kan se, at der er mange glimrende bygninger i Vestdanmark, som sagtens kunne huse en politiskole. Og vi interesserer os mere for at finde den bedste bygning end den by, der skal huse skolen.

Justitsministeren har indkaldt til møde i forligskredsen mandag.

Det er de tre regeringspartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der er med i aftalen om en ny politiskole i Vestdanmark.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx