Af Maria Christine Madsen - 22/11-17 07:23

Sov du også? Her er valgnattens største dramaer, overraskelser og nyhederSov du også? Her er valgnattens største dramaer, overraskelser og nyheder

Det er den første morgen efter kommunal- og regionsrådsvalget, og alle stemmerne er talt op. Herunder kan du få et overblik over kulminationen på flere ugers valgkamp.

storybild

ARKIVFOTO fra Københavns Rådhus. (Billede: Asger Ladefoged)

Borgmesterkampen

I mange af landets kommuner synes det onsdag morgen at stå klart, hvem der bliver borgmester i de kommende fire år.

Indtil videre fordeler det sig således:- 38 borgmesterposter til Socialdemokratiet.- 31 til Venstre.- Syv til Konservative.- To til lokallister.- En til SF.- En til Radikale Venstre.

Villy Søvndal: 'Jeg føler mig dårligt behandlet'

SF's Villy Søvndal fortæller til DR Fyn, at han føler sig kørt ud på et sidespor i forhandlingerne om det nye regionsråd i Region Syddanmark, hvor Venstre har dannet en bred konstituering med S, RV, DF, LA og DF.

SF var som det eneste parti slet ikke inviteret, da regionsrådsformand Stephanie Lose (V) inviterede til konstituerings-forhandlinger.

»Ja, jeg føler mig dårligt behandlet. Det er simpelthen børnehavemanér at lukke nogen udenfor på den måde. Det er så tydeligt et tegn på magtfuldkommenhed, som det kan være,« siger den tidligere udenrigsminister og spidskandidat for SF, Villy Søvndal, til DR Fyn.

Kastede med papir: 'Det er usmageligt'

Der var drama, da Vejle skulle finde sin borgmester. De blå partier indgik ifølge Vejle Amts Folkeblad en konstitueringsaftale, som gør, at Jens Ejner Christensen (V) kan fortsætte på posten de næste fire år.

Selvom Socialdemokraterne gik to mandater frem, blev partiet ikke inviteret indenfor i forhandlingslokalet i lang tid. Da det skete, gik der ifølge Vejle Amts Folkeblad ikke mere end to minutter, før Søren Peschardt (S) kom ud fra lokalet og kastede et stykke papir fra sig med ordene:

»Det er usmageligt.«

Til avisen fortæller Dan Arnløv (K), at:

»Socialdemokratiet skal tørre øjnene. Sådan er politik, det ved enhver. Kommunalpolitik handler om det 16. mandat,« sagde han.

Tv-vært valgt ind med overvældende antal stemmer

Skuespilleren og TV-værten Ole Stephensen er blevet valgt ind i Gentoftes kommunalbestyrelse med en overvældende mængde personlige stemmer, skriver TV 2 Lorry.

Og det selvom han stod nederst på listen hos De Konservative.

Til TV 2 Lorry forklarer han, at årsagen til, at han blev valgt ind, trods det at han stod nederst, kan skyldes, at han er et kendt ansigt.

»Jeg formoder, at du tror, jeg skal være ærlig her. En stor del af det skyldes selvfølgelig, at folk allerede ved, hvem jeg er,« sagde han og understregede, at han håbede, resten af stemmerne betød, at folk ved, hvad han står for.

Håndboldtræner vinder borgmesterpost

Den tidligere OL-vindende håndboldtræner Ulrik Wilbek (V) bliver borgmester i Viborg.

Flertallet bag Wilbek indeholder både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, men ikke det nuværende borgmesterparti De Konservative.

»Vi har forhandlet en politisk aftale på plads, og den vil vi præsentere i fuld form i morgen. Så må vi se, om K, SF og Enhedslisten vil gå med i den aftale. Det håber jeg, de vil, for en bred konsituteringsaftale vil være det bedste for borgerne i Viborg,« sagde han natten til onsdag til BT.

Overraskelsernes nat i Silkeborg

Et ganske overrraskende samarbejde har ført til, at Venstres Steen Vindum kan fortsætte som borgmester i Silkeborg Kommune. Det skriver TV 2 ØSTJYLLAND.

Han bakkes nemlig op af den blå blok, Radikale Venstre, Alternativt og SF. De Radikale Venstre og Alternativet stod med de afgørende mandater, og de kunne have peget på Socialdemokratiets spidskandidat Søren Christensen, som med opbakning fra de traditionelle røde partier kunne have opnået flertal.

Men sådan endte det ikke.

»Der var ikke et klart resultat, og De Radikale og Alternativet var så tungen på vægtskålen. De kom til mig og sagde, at jeg skulle få det her til at lande og skulle stå i spidsen for kommunen fremadrettet,« siger Steen Vindum til TV 2 ØSTJYLLAND.

Største vinder og taber

DR har lavet et overblik over, hvor i landet man finder de største tabere og vindere ved valget, når man måler i procentpoint.Den største taber ved dette valg er ifølge DR Venstre i Stevns Kommune. Her tabte partiet 17,9 procent af stemmerne - hvilket svarer til 2.239 tabte stemmer.

Den største vinder er SF på Langeland, der er gået frem med imponerende 28,8 procentpoint. Omsat til stemmer svarer det til en fremgang på 2.256 i forhold til sidste valg.

Alternativet får første borgmesterpost

Alternativet i København får første borgmesterpost, oplyser den genvalgte overborgmester Frank Jensen (S) ifølge nyhedsbureauet Ritzau.

Alternativet sikrede sig seks mandater i Københavns Kommune.

Derimod mister Dansk Foleparti sin borgmesterpost i hovedstaden.

24-årig kan blive borgmester

I Holbæk er konstituerningsforhandlingerne udskudt til senere onsdag.

Det oplyser Christina Krzyrosiak Hansen (S) og John Harpøth (DF) til TV 2. De kæmper begge om borgmesterposten i kommunen.

Christina Krzyrosiak Hansen på 24 år kan dermed blive landets yngste borgmester, hvis hun får borgmesterkæden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx