Af Ritzau - 17/01-17 20:20; Opdateret: 17/01-17 23:02

Tre varetægtsfængslet efter formodet narkoopgør i SkagenTre varetægtsfængslet efter formodet narkoopgør i Skagen

En 20-årig mand er i kritisk tilstand efter knivstik. Tre er varetægtsfængslet, og yderligere tre er sigtet.

storybild

Politiet har anholdt seks personer for et knivstikkeri i Skagen. Anklagemyndigheden vil have fire af dem varetægtsfængslet. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

Nordjyllands Politi mener, at baggrunden for et knivstikkeri i Skagen mandag muligvis er et opgør i narkomiljøet.

Det kom frem, da anklagemyndigheden tirsdag fremstillede fire mænd i grundlovsforhør i Retten i Hjørring, skriver flere medier.

Grundlovsforhøret begyndte klokken 17.30, og fem timer senere er tre af mændene blevet varetægtsfængslet i fire uger. De fængslede er henholdsvis 41 år, 28 år og 27 år.

En fjerde mand på 19 år har fået sin anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer.

De fire mænd nægter sig alle skyldige og har kæret fængslingerne. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge anklager Thomas Klingenberg, Nordjyllands Politi, er mændene sigtet for drabsforsøg.

I alt har politiet mandag og tirsdag anholdt seks mænd, der sættes i forbindelse med knivstikkeriet. Det fandt sted mandag aften i en lejlighed på Skagavej i Skagen, hvor en 20-årig mand blev alvorligt såret.

Den unge mand blødte voldsomt og blev kørt til behandling på Aalborg Universitetshospital. Manden var tirsdag eftermiddag fortsat i kritisk tilstand.

Han blev fundet blødende af politiet, der var blevet tilkaldt af en borger, som ringede til alarmcentralen og anmeldte et slagsmål i lejligheden.

Ifølge ekstrabladet.dk har manden pådraget sig tre kraniebrud og brud på ansigtsknoglerne. Desuden skal han være ramt af knivstik i ryggen.

De seks anholdte er alle fra Skagen. To af dem er tidligere blevet løsladt, men de er fortsat sigtet i sagen.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx