Af Ritzau - 26/04-17 16:17; Opdateret: 26/04-17 16:33

S: EU går alt for vidt med fordeling af barselsorlovS: EU går alt for vidt med fordeling af barselsorlov

Det undergraver den danske model, lyder det fra Socialdemokratiet om forslag fra EU-Kommissionen.

storybild

Socialdemokratiet støtter ikke EU-Kommissionens forslag om øremærket barselsorlov. Det fastslår EU-parlamentsmedlem Ole Christensen. Arkivfoto. (Billede: Free/Europa-parlamentet)

EU-Kommissionen går alt for vidt med sit forslag om øremærket barselsorlov til mor og far.

Det mener Socialdemokratiets europaparlamentsmedlem Ole Christensen.

- Det skal være helt naturligt for både mænd og kvinder at tage barsel, og det er godt med tiltag, der skubber til den udvikling, skriver han i en mail til Ritzau.

- Men vi skal ikke have EU-lovgivning, som så detaljeret bestemmer fordelingen af barsel.

EU-Kommissionen er onsdag kommet med en byge af lovforslag med minimumsstandarder for EU-borgernes sociale rettigheder.

Og et af forslagene er altså, at forældrene ikke frit skal kunne dele tiden mellem sig, som man kan i Danmark i dag.

Bruger den ene forælder ikke muligheden for orlov, går den tabt, lyder kommissionens forslag.

I dag har danske forældre ret til 32 ugers forældreorlov. Den kan frit deles imellem mødre og fædre.

- Vi skal selvfølgelig ikke blindt tilslutte os alle de sociale forslag, der må komme fra kommissionen, skriver Ole Christensen.

- Som socialdemokrat vil jeg aldrig acceptere forslag, der på nogen måde undergraver den danske arbejdsmarkedsmodel.

- Jeg er stor tilhænger af, at begge forældre deles om barslen. Men med det her forslag går EU-Kommissionen alt for vidt og sætter en stopper for den fleksibilitet, der er i de danske barselsregler, mener S-parlamentarikeren.

EU's social- og beskæftigelseskommissær, Marianne Thyssen, siger, at det nye udspil er til gavn for alle.

- Vi vil øge kvinders deltagelse i arbejdsmarkedet og sikre, at både mænd og kvinder kan afbalancere deres privat- og arbejdsliv, siger hun.

EU-Kommissionen foreslår samtidig overordnet at indføre en såkaldt europæisk søjle af sociale rettigheder.

Den sociale søjle skal ifølge planen vedtages på et topmøde inden årets udgang.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx