Af Peter Astrup - 10/09-17 14:05

Punkt for punkt: Sådan kan Peter Madsen blive mentalundersøgtPunkt for punkt: Sådan kan Peter Madsen blive mentalundersøgt

Peter Madsen kan se frem til at blive mentalundersøgt og derfor føre adskillige samtaler med en speciallæge i psykiatri.

storybild

Peter Madsen skal mentalundersøges (Billede: Ida Marie Odgaard)

Peter Madsen, som er sigtet for at have dræbt den svenske journalist Kim Wall på ubåden UC3 Nautilus, protesterede ved retsmødet i Københavns Byret i tirsdags, da dommeren efterkom anklagemyndighedens krav om mentalundersøgelse. Men - uanset om han vil eller ej - så skal retten nok få resultatet af undersøgelsen alligevel. Den kan nemlig gennemføres på en lukket psykiatrisk afdeling, selvom Peter Madsen nægter at medvirke.

»Så vil personalet og psykiateren observere den konkrete persons adfærd på en lukket psykiatrisk afdeling gennem længere tid. Det bliver ikke nær så god en undersøgelse, men det kan være brugbart,« siger Darius Mardosas, konstitueret klinikchef på Region Hovedstadens Psykiatriske Hospital.

Mentalundersøgelsen er en vigtig brik i det samlede retslige puslespil, der skal afklare om Peter Madsen dræbte Kim Wall ombord på ubåden, eller om hun døde ved en ulykke, som Peter Madsen har forklaret.

BT har talt med klinikchef Darius Mardosas, som forklarer hvordan en mentalundersøgelse generelt foregår.

»Det er altid en speciallæge i psykiatri,som er endeligt ansvarlig for undersøgelsen. Det allerførste han eller hun gør, er at finde alle de relevante oplysninger, som man har på den person, som skal undersøges,« forklarer Darius Mardosas og fortsætter:

»Det vil typisk være oplysninger om fysiske og psykiske sygdomme, som man har på patienten. Det kan være oplysninger om børn, ægtefæller, forældre, skole- og uddannelse, eventuelle tidligere straffe, økonomi, misbrug  og mange andre ting,« siger han.

Darius Mardosas forklarer, at det kan komme på tale, at der er en psykolog  med, som kan bidrage med psykologisk testning til mentalundersøgelsen.

Når alt materialet er indhentet, så skal der adskillige samtaler til, før psykiateren kan komme med en konklusion.

»Det er cirka fire til ti samtaler. Det kan variere en del fra patient til patient, men oftest er det her i mellem,« siger Darius Mardosas.

- Hvornår er det sværest at stille en diagnose?

»Det er for eksempel, når en patient har et stofmisbrug. Så kan det være svært at vurdere om patientens problemer skyldes narkotika eller psykisk lidelse.«

- Hvad med følelseskolde psykopater?

»De undersøgelser, der findes for det, er ganske effektive. Erfarne psykiatere kan godt spotte dem ret hurtigt.«

- Hvad ser man efter i sådanne samtaler?

»Symptomer på psykisk sygdom. Det kan være om patienten føler sig forfulgt eller om de hører stemmer. Man spørger også til traumatiske oplevelser i livet og man kan prøve at afdække hvordan patienten har reageret før i konfliktsituationer.«

Darius Mardosas forklarer, at en mentalundersøgelse ofte tager flere uger at gennemføre, da det er en af de mest omfattende  psykiatriske opgaver, der findes. Det er desuden meget svært for patienten at snyde psykiateren, så en normal person bliver erklæret psykisk syg eller omvendt.

»Det er muligt, men det er meget meget vanskeligt. Det er erfarne psykiatere, der har kendt mange patienter. De kan godt skelne mellem snyd og virkelighed,« siger Darius Mardosas.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx