Af Ritzau - 22/12-16 23:10

Langeland Kommune dækkede over asyllejrchefs truslerLangeland Kommune dækkede over asyllejrchefs trusler

Vigtige oplysninger om en lejrchef på et asylcenter i Næstved blev tilbageholdt, skriver Information.

storybild

Langeland Kommune dækkede over asyllejrchefen i Næstved, der blev anklaget for at true beboere, skriver Information. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Langeland Kommune dækkede over oplysninger, der peger på, at den forhenværende leder af kommunens nu nedlagte asylcenter i Næstved benyttede sig af trusler over for beboerne i centret.

Sådan lyder kritikken, efter at Information har gennemgået en intern undersøgelse, som kommunen har lavet af forholdene i Asylcenter Næstved, der blev drevet af kommunen.

I kommunens undersøgelse konkluderes det, at det var forkert og udtryk for en misforståelse fra asylansøgernes side, da Informations kilder fortalte, at lejrchefen truede dem med at sende dem tilbage til Sandholm.

Men den konklusion kan ingen af de informanter, som Information efterfølgende har talt med, og som har bidraget til undersøgelsen, genkende.

Og der er ikke noget i det skriftlige materiale, der ligger til grund for undersøgelsen, som underbygger kommunens konklusion.

Mens en lang række forskellige kilder fortæller om asylansøgeres beretninger om trusler fra lejrchefen, er der ikke i materialet indikationer af, at der skulle være tale om sproglige misforståelser.

Information har forelagt de nye oplysninger i sagen for Radikale Venstres udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen. På den baggrund mener hun, at "Langeland Kommune tilsyneladende ikke har villet have alting frem i lyset".

Enhedslistens udlændinge- og integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen er også stærkt kritisk.

- Det lugter af en kommune, der har lavet en undersøgelse, hvis primære formål er at lukke en rigtig dårlig sag ned, siger hun.

Lejrchefen blev fyret tilbage i maj som følge af en artikel i Information.

Her kom det blandt andet frem, at han havde en dom for vold mod to drenge under sin tidligere ansættelse på et behandlingshjem, og at han ifølge flere kilder benyttede sig af trusler over for asylansøgerne.

Siden er asylcentret i Næstved blevet lukket.

I denne uge oplyste Udlændingestyrelsen så, at den efter flere afsløringer af stærkt kritisable forhold på centret, der blev drevet af Langeland Kommune, ikke længere vil benytte kommunen som operatør på indkvarteringsområdet.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Rygterne har svirret længe: Nu tager...
bt.dk
Brændt straffespark og drama:...
bt.dk
Kronprins Frederik tog røven på...
bt.dk
Verdenskendt popstjerne deler frækt...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx