01/05-18 12:59; Opdateret: 01/05-18 14:00

Advokat: Dansk militær gjorde tortur af irakere muligAdvokat: Dansk militær gjorde tortur af irakere mulig

Menneskerettigheder og FN's Antitorturkonvention er i centrum i retssagen om Operation Green Desert i Irak.

storybild

Forsvarsministeriet er sagsøgt for medvirken til tortur og mishandling, som irakerne angiveligt blev udsat for under Operation Green Desert i november 2004. Danske, irakiske og britiske styrker deltog i aktionen. Foto viser danske soldater i Irak 2005. Scanpix/Henning Bagger/arkiv

København. Russiske og tyrkiske soldaters aktioner på andre landes territorier bliver tirsdag strejfet i Østre Landsret.

De er relevante, fordi de i juridisk forstand ligner situationen i det sydlige Irak i 2004, da en dansk bataljon arbejdede sammen med britiske og lokale styrker.

Det mener i hvert fald den ene af 23 irakeres advokater. Han kommer med sammenligningen i en retssag, hvor Forsvarsministeriet er sagsøgt for medvirken til den tortur og mishandling, som irakerne angiveligt blev udsat for.

Under Operation Green Desert i november 2004 blev irakerne tilbageholdt, og alle på nær én blev sat i et berygtet fængsel - Al Jamiat - i Basra. Danske, irakiske og britiske styrker deltog i aktionen.

- De ville ikke have været frihedsberøvet og udsat for tortur, hvis det ikke havde været for de danske styrker, siger advokat Christian F. Jensen.

Sagen hviler på en påstand om, at Danmark ved at deltage i operationen har krænket både den europæiske konvention om menneskerettigheder og FN's konvention imod tortur.

I Strasbourg har Menneskerettighedsdomstolen tidligere slået fast, at der gjaldt såkaldt jurisdiktion, da for eksempel russiske og tyrkiske styrker var i aktion i henholdsvis Moldova og i Irak.

- Det er ikke afgørende, om man selv udfører krænkelserne, det er tilstrækkeligt, at man understøtter, at de kan lade sig gøre, siger Christian F. Jensen i sin henvisning til afgørelserne om Ruslands og Tyrkiets ansvar.

- Og det er ikke afgørende, om det var en russisk soldat, der lagde hånd på den frihedsberøvede. Det afgørende er, om man deltager, lyder advokatens referat af menneskerettighedsdommen.

Forsvarsministeriet har sagt, at de 23 på intet tidspunkt var i danske soldaters varetægt. Danskerne sørgede blot for en ydre ring og sikrede, at irakiske og britiske soldater kunne udføre anholdelserne.

Dette argument for frifindelse afvises dog af advokat Christian F. Jensen:

- Formålet med at etablere en ydre ring og lade et tredjelands styrker foretage frihedsberøvelserne var at omgå folkeretten. Det var et bevidst forsøg på at omgå de forpligtelser, man har, siger han.

Ministeriet mener, der vil være tale om et "nyt og særdeles vidtgående" ansvar for medvirken, hvis landsretten gør Danmark medansvarlig for irakiske styrkers behandling af irakiske personer.

Også det synspunkt affejer Christian F. Jensen:

- Det er en helt dogmatisk anvendelse af gældende ret, vi taler om her, og det er ikke mere kompliceret end som så, siger han.

- Man vidste eller burde vide, at de ville være i ekstrem risiko for at blive udsat for tortur, mener han.

Og når der faktisk var et kendskab til den risiko, kan myndighederne ikke smyge sig uden om ansvaret, lyder det med henvisning til et princip, som Højesteret tidligere har fastslået i en sag om en afghansk mand.

Forsvarsministeriets advokat indleder sin procedure på torsdag. Dommen ventes til sommer.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Otte år gammel artikel kommer...
bt.dk
Verdensstjerne i nødråb for dansk...
bt.dk
Brand i ejendom i København: Bygning...
bt.dk
Chok i FC København: Stjernespiller...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx