Af Ritzau - 11/05-17 07:48; Opdateret: 11/05-17 09:11

Enhedslisten: Ny blå skattereform vil vælte Mette FEnhedslisten: Ny blå skattereform vil vælte Mette F

Enhedslisten vil stramme grebet om en ny S-ledet regering. Nu sætter Skipper ord på, hvad der kan udløse valg.

storybild

Enhedslisten vil på partiets årsmøde i weekenden tage hul på en debat om, hvilke parlamentariske våben der kan bruges over for en ny S-ledet regering. Politisk ordfører Pernille Skipper åbner for, at partiet kan udløse valg, hvis en ny regering igen gennemfører store reformer uden om Enhedslisten. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Regeringen "pisser" på vælgerne.

Enhedslistens daværende politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, lagde ikke skjul på, at hun var rasende, da Thorning-regeringen i 2012 indgik en skatteaftale med Venstre for næsen af Enhedslisten.

Enhedslisten undlod dog dengang at tage det ultimative skridt: At vælte regeringen. Sådan vil det formentlig ikke gå næste gang.

Folketingsgruppen ønsker medlemmernes og hovedbestyrelsens opbakning til, hvilke våben der med kort varsel kan tages i brug over for en ny S-ledet regering. Flere mener, at valg skal være et af dem.

Partiet tager hul på diskussionen på weekendens årsmøde, men man venter først at konkludere på den nye strategi til efteråret, når medlemmerne har været inddraget.

Partiets nuværende politiske ordfører, Pernille Skipper, peger dog på skatteaftalen fra 2012 som et eksempel, der vil kunne vælte Mette Frederiksen som statsminister.

- Hvis vi vælger en rød linje, som hedder reformer, der markant øger uligheden, så vil en skattereform som i 2012 føre til, at Enhedslisten aktivt væltede en socialdemokratisk regering.

- Forhåbentlig bliver det ikke virkelighed. Forhåbentlig kan vi være enige om at trække Danmark i en mere lige retning med bedre velfærd, siger Pernille Skipper.

Dermed lægger hun op til et nybrud i partiets parlamentariske linje. Hidtil har Enhedslisten undladt at stille ultimative krav både før og efter en regeringsdannelse.

Og man har ikke villet vælte regeringen, fordi det kunne føre til, at magten skiftede til blå blok. Men i Folketingsgruppen ønsker flere nu at kunne tage de skridt.

Internt i partiet er man klar over, at det vil kræve den rette sag, hvor en stor del af rød bloks vælgere er uenige med S-regeringens kurs. Ellers vil et valg være svært at forsvare.

Spørgsmål: Hvis det ender så dramatisk, at I vælter regeringen. Hvad vil I så gøre i en valgkamp? Vil I pege på Mette Frederiksen igen?

- Jeg håber ikke, at det ender så alvorligt. Det er en diskussion, vi har i vores parti, og vi håber, at det fører til en enighed om retningen.

- Vi forventer ikke, at vi kan bestemme alt, men at alle bliver hørt svarende nogenlunde til deres størrelse. Og at der ikke er nogen, der tromler derudad over for andre, siger Pernille Skipper.

Spørgsmål: Andre partier kunne jo også begynde at stille røde linjer op - eksempelvis De Radikale, som I er uenige med på flere områder. Risikerer I ikke at låse hele rød blok fast?

- Hvis man begynder at stille krav og røde linjer, som er helt umulige eller som indebærer, at et flertal skal følge alt, hvad et enkelt parti synes, så kan det låse rød blok. Men det er ikke det, der er Enhedslistens intention.

- Vi ønsker ikke at diktere, men at blive hørt svarende til vores størrelse, siger Pernille Skipper.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx