Af Karen Filskov Petersen - 30/10-17 19:12

Tusindvis af danskere har set Ginas historie - men kan vi snakke om, hvad sugardating egentlig er?Tusindvis af danskere har set Ginas historie - men kan vi snakke om, hvad sugardating egentlig er?

Da hun som 15-årig første gang fik penge for seksuelle ydelser, blev hendes livshistorie skrevet om.

storybild

Portræt af Gina Jaqueline, som netop er aktuel med dokumentarserien "En sugardaters fortælling", som omhandler hendes liv, hvor hun dater mænd i bytte for gaver. (Billede: Mads Joakim Rimer Rasmussen)

En skævvreden magtrelation sat på kontrakt. Dokumentaren om Gina Jaquelines glamourøse og hjerteskærende liv som sugardater er det mest sete program på DR's hjemmeside. Folk lader sig forarge og labber samtidigt de dramatiske sekunder i sig. De ekstravagante nætter, hvert humørudsving, hver brandert og de mange ensomme morgener med tømmermænd i krop og sind. Én ting er tydeligt: Gina Jaqueline har gjort sig selv afhængig af sit dyrekøbte luksusliv.

Prostitueret, luder, escort- eller glædespige. Uanset hvilke ord, folk bruger, så er der en transaktion i spil, hvor kvinden giver sit selskab og sin krop til manden til gengæld for penge, gaver og dyre vaner. Det er en karikatur på de klassiske kønsroller, præsenteret i nye frigjorte rammer, og netop de fastdefinerede rammer gør det tiltalende for mange. Her er de medmenneskelige forventninger sat i faste rammer, hvor man giver, hvad man vil og får, hvad man kan. Man kan ikke kræve noget.

Der skabes en fri relation, hvor man kan undse sig ansvar for den andens følelser, og Gina kan som altid flytte til Guatemala i morgen, hvis hun får lyst til det. Men selvom Gina potentielt set kan flygte fra sine sugardaddies, følelser og ansvar, så har hun alligevel svært ved at flygte fra sin identitet som sugarbabe.

Da hun som 15-årig første gang fik penge for seksuelle ydelser, blev hendes livshistorie skrevet om. Det var lette penge, og det var kun en lille del af sig selv, hun måtte ofre. En lille del af sit eget selvværd, og en stor del af sin selvopfattelse på længere sigt.

Når en kvinde fra trange kår sælger sin krop og sit selskab til mænd med mange penge, så er det ikke bare en transaktion, der etableres, det er et afhængighedsforhold. ”Jeg føler mig vanvittigt fri og vanvittigt fanget på samme tid,” siger Gina i dokumentarseriens sidste minutter. Hun har valgt det her liv, mest fordi det er svært at vælge fra.

Gina Jaqueline tager ansvar for sig selv ved at anerkende den afmagt, hun føler, og give udtryk for sin manglende tillid til traditionel kærlighed. Hver sætning kommer med et ”men” bagved og forelskelse er en risiko, man løber. Intet i livet som sugarbabe er helt godt eller helt skidt, for selv de bedste oplevelser har en pris.

Det er modigt af hende at stå frem og bringe lys over en hverdag, hvor champagnen og grænserne flyder frit, og jeg håber, det kan åbne op for et tabu, så folk kan se virkeligheden bag den glitrende fascade.

Hvad jeg virkelig savner, er at se de mænd, som synes at en kvinde kan købes, tage ansvar for deres side af sagen. Sugarbaben har erklæret sin afmagt, jeg gad godt høre en sugardaddy vedkende sig sin magt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx