01/09-17 10:02

Slip for selvrisiko ved hærværk på bilenSlip for selvrisiko ved hærværk på bilen

Du kan undgå at betale selvrisiko ved at tegne en særlig forsikring, men selvrisikoen kan også bortfalde, hvis du har været udsat for seriehærværk.

storybild

København. Hvis der er noget, man som bilejer kan blive hidsig over, så er det, når nogle har ridset lakken med en nøgle eller kastet en sten gennem ruden.

Og skal hele siden på bilen omlakeres, så bliver det en dyr omgang. Men hvad tager forsikringen sig af?

- Hærværk er en kaskoskade, så man kan godt være sikker på, at skaden bliver dækket, men som hovedregel skal man betale den selvrisiko, man har købt forsikringen med, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikringsoplysningen.

Der er dog mulighed for at slippe for selvrisikoen på forskellig vis.

- Selvrisikoen kan man slippe for, hvis man har købt en særlig selvrisikoforsikring eller friskadeforsikring. Men udfordringen med friskadeforsikringerne er, at de ikke helt er ens over hele linjen, siger Anja Lintrup Sørensen.

Man skal altså nærlæse betingelserne, når man tilkøber en forsikring, for at kende sin dækning.

- Friskade betyder i bund og grund, at du ikke betaler selvrisiko ved nogle nærmere definerede skader. Det kan være glasskader, brand, tyveri eller hærværk. Og hos nogle selskaber skal det være seriehærværk, før det er en friskade, siger Anja Lintrup Sørensen.

Med seriehærværk forstås, at flere biler har været udsat for hærværk. Men der er ikke umiddelbart fastsat et bestemt antal, der definerer, hvad serie dækker over.

- Ofte har selskabet defineret begrebet i deres vilkår. Men ellers er det, når der er sket skader på flere køretøjer på samme sted og begivenhed, siger Anja Lintrup Sørensen.

Så hvis man oplever hærværk på sin bil, kan det betale sig at finde ud af, om andre biler i området har været udsat for det samme eller noget lignende.

Man kan spørge sine naboer eller kolleger, hvis det er sket på ens arbejdsplads, ellers gå til politiet, lyder rådet.

- Et hærværk skal jo meldes til politiet, og så kan politiet registrere, hvis der er flere hændelser på samme adresse eller sted. Så det er i samspil med politiet, at man kan finde ud af, om det er en begivenhed, der har ramt flere i området, siger Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.

Fakta: Risiko for bonustab

- Man skal være opmærksom på, hvilken forsikringsordning man har. Nogle forsikringer er med såkaldt bonustab. Det betyder, at forsikringens pris beregnes, ud fra hvor mange skader man har.

- Det kan betyde, at man skal betale mere for sin forsikring, eller at man skal vente et år med at rykke til et nyt billigere pristrin, når man har en skade.

- Hos nogle selskaber slipper man dog for at bliver prisreguleret, hvis man har tilkøbt en friskadeforsikring.

Kilde: Anja Lintrup Sørensen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx