Af Ritzau - 05/06-17 13:22; Opdateret: 05/06-17 13:41

EL kræver mindretalsret for at undersøge ministreEL kræver mindretalsret for at undersøge ministre

40 procent af Folketinget skal kunne sætte en ministerundersøgelse i gang, mener Enhedslisten.

storybild

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, langer igen ud efter Inger Støjberg (V) i sag om ulovlig instruks. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fyldte en del, da Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører, mandag holdt grundlovstale i Vanløse.

Sagen drejer sig om Støjbergs ulovlige instruks om at adskille alle mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller på landets asylcentre.

Enhedslisten foreslår, at 40 procent af Folketinget skal kunne sætte en ministerundersøgelse i gang, hvis det er påkrævet, siger Pernille Skipper.

- 40 procent af Folketinget skal kunne sætte en undersøgelse i gang, hvis der er mistanke om, at en minister eller en forvaltning har løjet for Folketinget, krænket menneskers rettigheder eller på andre måder misbrugt deres magt.

- For uanset hvilken regering vi har, og uanset hvor stort et flertal den har bag sig - hvis der bliver fusket med magten, så skal det altid frem i lyset, siger Skipper.

En samlet blå blok holder hånden over Støjberg i sagen, som blandt andet bød på et maratonsamråd på fem timer i sidste uge.

- Partierne i blå blok har i den her sag ikke haft travlt med at holde fast på de demokratiske principper, som de sikkert alle sammen er ude at hylde i dag, siger Skipper.

- Marcus Knuth, Venstres udlændingeordfører, har endda været ude at sige, at nogle gange står moral over loven. Det lyder nærmest, som om Inger Støjberg er en Gandhi-skikkelse, der begår civil ulydighed mod overmagten.

- Men Inger Støjberg er ikke nogen Gandhi. Hun er minister. Hun har magt. Hun har det største ansvar af alle for at overholde loven og forvalte den magt med respekt, siger Skipper.

Støjberg kom også ind på sagen i sin grundlovstale.

- Jeg bøjer ikke nakken i kampen for de danske værdier. Jeg lader ikke Politiken og venstrefløjen diktere, hvilke kampe der skal kæmpes.

- Og jeg rokker mig ikke, fordi det blæser lidt, siger Støjberg med henvisning til Politiken, som var det første medie til at skrive om den ulovlige instruks.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx