04/09-17 14:55; Opdateret: 04/09-17 17:22

Dansk-kurdisk kvinde fortsætter kampen for at få pas igenDansk-kurdisk kvinde fortsætter kampen for at få pas igen

Flere gange har en ung dansk-kurdisk kvinde kæmpet i Syrien og Irak mod den militante gruppe Islamisk Stat.

storybild

Københavns Byret skal for anden gang vurdere, hvorvidt politiets pasinddragelse og udrejseforbud til Joana Palani er i orden eller ej. Free/Per Johansen/arkiv

København. 24-årige Joana Palani kæmper i Københavns Byret endnu en gang for at få sit pas igen og et udrejseforbud ophævet.

Sidste år valgte Københavns Politi at forlænge Joana Palanis udrejseforbud og pasinddragelse, der lige nu gælder frem til 29. september 2017.

Politiet mener, at hun kan være til fare for statens sikkerhed, såfremt hun forlader Danmark og rejser til Irak og Syrien for at kæmpe igen.

Det har Palani protesteret imod, og Københavns Byret skal nu for anden gang vurdere, hvorvidt politiets administrative indgreb er i orden eller ej.

I sagens tredje retsmøde bliver flere vidner afhørt - blandt andet et ekspertvidne med viden om Mellemøsten.

I mere end to timer svarer han på spørgsmål fra Palanis advokat, Erbil Kaya, og Københavns Politis repræsentant, Rikke Skov Bonde, der centrerer sig om kurdiske politiske partier, grupperinger og militser, der er i Irak og Syrien.

Palani har tidligere kæmpet med kurdiske Peshmerga-styrker i det nordlige Irak mod Islamisk Stat samt været tilknyttet kurdiske YPG-styrker i det nordlige Syrien.

Flere gange bliver vidnet spurgt ind til, hvordan det bliver set på, hvis en kriger skifter mellem Peshmerga og YPG.

Han forklarer, at det efter hans mening vil blive set på med en mellemting mellem skepsis og mistillid, hvis en kriger skifter mellem de to.

- Det er ikke umuligt, men det er usædvanligt, siger han.

Han forklarer, at YPG og YPJ - den parallelle kvindelige brigade, som Palani tidligere har oplyst at være med i - ikke er en del af den internationale koalition mod Islamisk Stat.

Men han betegner dem som "samarbejdspartnere" og fortæller, at USA blandt andet har støttet YPG med våben.

Der bliver også kredset om forbindelsen til Kurdistans Arbejderparti, PKK, der står på flere landes terrorlister.

På spørgsmålet om, hvordan PYD (det syriske kurdiske parti, som YPG og YPJ hører under) og PKK er relateret, lyder svaret:

- Jeg plejer at betegne dem som søsterpartier.

Et andet ekspertvidne bliver spurgt til, om han kender til eksempler på krigere, der vender hjem efter at have kæmpet på den kurdiske side og begår terror med deres hjemland.

- Nej, det er jeg ikke bekendt med, lyder svaret.

Da et tredje vidne skal afhøres og Palani for anden gang, bliver dørene lukket for tilhørere og journalister. Det er ifølge Erbil Kaya blandt andet af hensyn til Palanis sikkerhed. Det samme skete under sagen i 2016.

Der er endnu et retsmøde tilbage i sagen i slutningen af september. Der forventes en afgørelse i oktober.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx