09/09-17 09:45

Politiet undersøger stenkast fra motorvejsbro på FynPolitiet undersøger stenkast fra motorvejsbro på Fyn

Fynske Motorvej er spærret ved Odense, mens politiet undersøger anmeldelser om stenkast fra en bro.

storybild

Natten til lørdag blev en sten kastet ned på den Fynske Motorvej. Ingen kom til skade. Sidste år blev en tysk kvinde dræbt og hendes mand invalideret for livet, da deres bil blev ramt af en betonklods. Free/Www.colourbox.com/arkiv

Odense. Den Fynske Motorvej er lørdag morgen spærret i østlig retning mellem Odense V og Odense SV på grund af politiets arbejde, skriver Vejdirektoratet på Twitter.

Klokken 03.09 natten til lørdag fik politiet en anmeldelse fra en bilist, som havde været tæt på at køre ind i en sten, som muligvis var kastet ned fra motorvejsbroen ved Spedsbjergvej.

Bilisten nåede dog at undvige stenen, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse lørdag morgen.

Kort efter fik en lastbil mindre skader, da den ramte stenen.

Politiet var natten til fredag ude at undersøge stedet og har lørdag morgen genoptaget undersøgelserne.

- Undersøgelserne vil pågå nogle timer endnu, skriver politiet kort efter klokken 09.00.

Lørdag morgen er ingen anholdt i forbindelse med stenkastet, og politiet vil gerne høre fra vidner, som har befundet sig på motorvejen eller ved Spedsbjergvej og Blommelyst ved 03-tiden natten til lørdag.

For godt et år siden blev en tysk kvinde dræbt og hendes mand invalideret for livet, da familiens bil blev ramt af en betonklods, som blev kastet ned fra en motorvejsbro på Fyn.

Trods en intens efterforskning er det ikke lykkedes politiet at finde frem til gerningsmændene.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx