17/10-17 11:07; Opdateret: 17/10-17 14:55

De første hpv-vaccinerede kvinder er kræftfri 12 år senereDe første hpv-vaccinerede kvinder er kræftfri 12 år senere

Som led i et forsøg fik en række kvinder hpv-vaccinen for 12 år siden. Ingen af dem har siden fået kræft.

storybild

For 12 år siden fik de første kvinder som led i et forsøg hpv-vaccinen. Nu viser et stort studie, at de kvinder ikke efterfølgende har fået kræft eller svære celleforandringer. Scanpix/Joe Raedle

København. Ingen af de kvinder, som blev hpv-vaccineret som de første for 12 år siden, har fået svære celleforandringer eller livmoderhalskræft relateret til de typer af hpv, som vaccinen beskytter imod.

Det viser en nye undersøgelse baseret på resultater fra mere end 2000 kvinder fra Danmark, Island, Norge og Sverige, skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.

Kvinderne var de første, der fik vaccinen, som led i de forsøg, der førte til, at vaccinen blev godkendt.

Professor, overlæge, dr.med. Susanne Krüger Kjær, som er forskningsleder hos Kræftens Bekæmpelse og på Rigshospitalet og har stået i spidsen for den nye undersøgelse, kalder resultaterne glædelige.

- Flere og flere data bidrager med tilliden til vaccinen. Vi forventer, at vaccinen har livslang virkning, men vi ved det jo ikke, før vi har vist det. Og nu ved vi i hvert fald, at den virker op til 10 til 12 år, siger hun.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det svært at pege på, hvor mange af kvinderne fra forsøget, der ville have fået svære celleforandringer, hvis de ikke havde fået vaccinen.

Men for at sikre studiets evidens har forskerne fulgt langtidseffekten af vaccinen i alle fire nordiske lande ved at sammenligne forekomsten af svære celleforandringer i den vaccinerede gruppe og i en uvaccineret sammenligningsgruppe.

Kvinderne i begge grupper havde samme alder og samme antal partnere.

- Der var statistisk styrke nok til at dokumentere, at resultatet ikke kan tilskrives en tilfældighed op til 10 til 12 år efter vaccinationen, siger Susanne Krüger Kjær.

De vaccinerede kvinder fra forsøget var alle over 18, da de fik vaccinen, og havde maksimalt haft fem partnere.

Der findes over 100 forskellige typer af hpv. Den vaccine, der blev udviklet som den første, og som nu er fulgt op i den nye opgørelse, beskytter mod virus af typen hpv 6, 11, 16 og 18.

Hpv af typerne 16 og 18 er dem, der hyppigst forårsager livmoderhalskræft og er årsag til omkring 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Hpv 6 og 11 er årsag til 90 procent af kønsvorter.

Svære celleforandringer er meget hyppige i Danmark, og der bliver hvert år foretaget 6000 kegleoperationer blandt danske kvinder. Samtidig rammes 375 danske kvinder af livmoderhalskræft hver år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx