Af Ritzau - 01/04-17 15:01; Opdateret: 01/04-17 16:02

Minister om museer i pengenød: De må ikke lukkeMinister om museer i pengenød: De må ikke lukke

Beskæftigelsesminister vil søge at finde løsning for museer, der skal tilbagebetale millioner til feriefond.

storybild

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil nu indkalde til et møde i Folketinget for at finde en løsning på den økonomiske klemme, som en række museer landet over er havnet i. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Der skal findes en løsning, så en række museer landet over ikke må lukke eller pantsætte deres bygninger.

Sådan lyder det lørdag fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Han reagerer, efter at Berlingske lørdag har beskrevet, at en række museer er blevet mødt med krav om tilbagebetaling af millionlån til Arbejdsmarkedets Feriefond.

- Jeg kan konstatere, at nogle museer er blevet bragt i en trist situation.

- Derfor vil jeg nu indkalde de partier, der støttede lovforslaget, for at drøfte nogle af de uhensigtsmæssige konsekvenser, vi ser nu, siger Troels Lund Poulsen til Ritzau.

Han henviser til, at et bredt politisk flertal i 2014 aftalte at overføre 280 millioner kroner fra Arbejdsmarkedets Feriefond til staten.

Det har angiveligt fået fonden til at ændre praksis og varsle, at en række lån givet til museer landet over skal betales tilbage.

Ifølge Berlingske drejer det sig om lån for op mod 900 millioner kroner.

Lovforslaget blev stillet af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), og aftalen blev indgået mellem den daværende SR-regering og SF, Venstre og De Konservative.

Troels Lund Poulsen siger, at han ikke har taget stilling til, om lånene skal forlænges eller eftergives.

- Jeg håber, at vi kan finde en løsning inden for den ramme, der blev aftalt i 2014. Hvordan det så ender, er for tidligt at sige, siger han.

Ministeren har også bedt sit ministerium om en redegørelse om forløbet.

Direktør Nils M. Jensen fra organisationen Danske Museer hilser ministerens udmelding velkommen.

- Det er særdeles glædeligt, at der er en politisk vilje til at kigge på det her.

- Hvis man kan finde en løsning, hvor vi ikke skal afdrage på lånene, vil det vække stor glæde i det danske museumslandskab, siger Nils M. Jensen.

Han siger, at museerne ikke har sat penge af til at afdrage på lånene, fordi det hele tiden har ligget i kortene, at lånene var en slags donation.

- De her lån er af institutionerne opfattet som en donation. Det afspejles også af, at der ikke er nogen, der har sat penge af til at betale dem tilbage, siger Nils M. Jensen.

Beskæftigelsesministeren håber, at et møde med aftalepartierne kan komme i stand inden påske.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx