27/10-17 14:12; Opdateret: 27/10-17 19:41

Kokaindømt dansker udleveres fra VenezuelaKokaindømt dansker udleveres fra Venezuela

En 63-årig mand blev i 2013 sammen med to andre anholdt på et skib, hvor myndighederne fandt 349 kilo kokain.

storybild

Den 63-årige dansker Peter Brinkholt, der er idømt en straf i Venezuela på 22 år og seks måneders fængsel for 349 kilo kokain, er blevet udleveret til Danmark. Free/Colourbox

København. Den 63-årige dansker Peter Brinkholt, der er idømt en straf i Venezuela på 22 år og seks måneders fængsel for 349 kilo kokain, er blevet udleveret til Danmark.

Manden ankom fra Venezuela til Københavns Lufthavn fredag formiddag og blev straks anholdt og fremstillet i grundlovsforhør.

Her varetægtsfængslede en dommer ham i 24 dage.

På et senere tidspunkt skal der være et retsmøde om hans afsoning af straffen herhjemme i stedet for i et venezuelansk fængsel.

Den hårde dom til Peter Brinkholt faldt i 2015.

To år forinden var han sammen med to andre blevet anholdt om bord på et skib, der blev bordet af de franske myndigheder, mens det lå i internationalt farvand ud for den hollandsk-franske ø Saint Martin i Caribien.

Skibet blev i første omgang sejlet til Saint Martin, hvorfra det efter et par dage blev sejlet videre til Venezuela med de tre anholdte om bord.

Ved ankomsten blev skibet ransaget, og der blev fundet lige knap 349 kilo kokain om bord. Stoffet lå angiveligt skjult i skibets brændstoftanke.

Den 63-årige mand har under sagen nægtet at have noget med kokainen at gøre.

Der er ikke oplysninger om hans forklaring ved grundlovsforhøret fredag, og det vides heller ikke, hvornår et retsmøde om fuldbyrdelse af fængselsstraffen skal finde sted.

Ifølge det norske medie aftenposten.no er Peter Brinkholt tidligere marinesoldat. De senere år har han boet i Venezuela.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx