31/08-17 09:18; Opdateret: 31/08-17 10:49

Rigshospitalet vil flytte fødselsforberedelse til nettetRigshospitalet vil flytte fødselsforberedelse til nettet

Rigshospitalet lægger op til, at kommende forældre fremover skal gå online for at blive klar til fødslen.

storybild

København. For at spare penge foreslår Rigshospitalet, at kommende forældres forberedelse til fødslen fremover skal foregå på nettet.

Det fremgår af Region Hovedstadens katalog over besparelser, der kommer, som led i en større spare- og effektivitetsplan.

I alt skal der findes besparelser i regionens hospitaler på 323 millioner kroner, og alle hospitaler i Region Hovedstaden har skullet komme med forslag til såkaldte "omprioriteringer".

I dag foregår fødselsforberedelsen i et auditorium med 100-150 kommende forældre og en underviser, der vejleder og svarer på spørgsmål.

Rigshospitalets jordemødre frygter, at det vil få alvorlige konsekvenser for både familier og personalet på fødegangene, hvis fødselsforberedelsen fremover skal foregå over computeren.

Sådan lyder advarslen fra tillidsmand og jordemoder ved Rigshospitalet Mette Anker ifølge Avisen.dk.

- En stor gruppe borgere vil få en betydelig dårligere service med potentielt skadelige virkninger, siger hun til Avisen.dk.

Sparekataloget rummer også forslaget om at fjerne personaledækningen på patienthotellet i aften- og nattetimerne fra klokken 20 til 8.

Det betyder, at nybagte forældre udelukkende vil kunne få direkte støtte og vejledning til blandt andet amning og familiedannelse i dagtimerne.

Jordemodergruppen på Rigshospitalet skriver i et åbent brev, at forslaget virker absurd.

De frygter, at "det vil give akutte flaskehalsproblemer på fødegangen, hvor personalet ikke kan videresende patienterne, fordi der ikke er personale til at modtage dem".

Formand i Jordemoderforeningen Lillian Bondo advarer om, at yderligere forringelser på området kan skade ikke bare familierne, men hele velfærdssamfundet.

- En fødsel er en livsbegivenhed, der ikke kan rationaliseres. Man kan ikke lave familietilknytning under tidspres, siger Lillian Bondo til Avisen.dk.

Rigshospitalet vil ikke at kommentere forslagene til besparelser, oplyser Rigshospitalets presseafdeling til Ritzau.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx