03/12-17 16:06; Opdateret: 03/12-17 16:31

DF efterlyser regeringsforslag til at hjemsende flygtningeDF efterlyser regeringsforslag til at hjemsende flygtninge

Støttepartiet efterlyser forslag fra regeringen om, at flygtninge kan sendes hjem til fredeligere områder.

storybild

København. Det er fortsat regeringens ønske om skattelettelser og Dansk Folkepartis krav om grundlæggende forandringer i udlændingepolitikken, der trækker forhandlingerne om finansloven for næste år i langdrag.

Støttepartiet har efterlyst forslag fra regeringen til at få sendt flygtninge tilbage til deres hjemlande, hvis området er blevet fredeligere.

Men der er ikke nogen konkrete ting på bordet endnu, og regeringen er "ikke rigtig kommet med det, vi har forventet", siger gruppeformand Peter Skaarup (DF) på vej ind til forhandlinger i Finansministeriet søndag.

DF vil gøre det helt klart, at flygtninge kun er midlertidigt i Danmark.

- Når der begynder at være fredeligere forhold i de lande, hvorfra der kommer mange flygtninge, så er det også helt rimeligt, at folk vender tilbage dertil, siger Peter Skaarup.

Adspurgt hvordan man konkret skal afgøre, om et specifikt land eller område er blevet fredeligt nok at vende tilbage til, svarer gruppeformanden:

- Det er det, vi skal snakke med regeringen om. Vi har i hvert fald nogle forslag. Og så håber vi, at regeringen har nogle forslag – det har vi i hvert fald efterlyst.

Spørgsmål: Men hvem i Danmark skal opstille de kriterier?

- Vi siger bare ud fra almindelig sund fornuft, at når der er fredeligere forhold, hvor de internt fordrevne vender tilbage, så mener vi også, at man som flygtning i Danmark kan vende tilbage.

Spørgsmål: Men I må da have en idé om, hvilke kriterier der skal afgøre det - hvad betyder "fredeligere forhold"?

- Det betyder det helt naturlige, at når vi kan se, at vi får smidt Islamisk Stat på porten, så betyder det en fantastisk mulighed for de folk, der er flygtet fra det område.

- Så er det også oplagt, at de folk, der er flygtet til Danmark, vender tilbage dertil.

På denne tid af året plejer aftalen om finansloven at være i hus. Den skal nemlig også igennem en lovbehandling i Folketingssalen før det nye år.

Hvis regeringen ikke insisterede på at forhandle finanslov og skatteaftale samtidig, er Peter Skaarup overbevist om, at de godt kunne lande en finanslovsaftale.

DF har med gruppeformandens ord "rådet regeringen til at kigge på, om man ikke godt kan lave finansloven for sig" og først efterfølgende forhandle skatteaftale.

- Men det er regeringens afgørelse - det er regeringen, der indkalder til møderne, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx