Af Ritzau - 25/04-17 18:47; Opdateret: 25/04-17 20:20

Pape skyder strid om blasfemiparagraf til hjørnePape skyder strid om blasfemiparagraf til hjørne

Regeringen vil hente erfaringer fra udlandet, før den bestemmer sig for sin holdning til blasfemiparagraffen.

storybild

En mand fra Nordjylland er tiltalt for at have afbrændt Koranen i sin baghave. Det er første sag, der er rejst efter blasfemiparagraffen siden 1971. Seneste dom efter paragraffen er fra 1946. Arkivfoto. (Billede: Free/Jale Ibrak/colourbox)

Regeringen har endnu ikke taget stilling til, om blasfemiparagraffen skal afskaffes. Det oplyser justitsminister Søren Pape Poulsen (K) under debat i folketingssalen tirsdag.

Her har Enhedslisten stillet forslag om netop dette. Forslaget deler de tre regeringspartier, V, K og LA. Både Konservative og Liberal Alliance har tidligere talt for at afskaffe paragraffen. Mens Venstre ønsker at bevare den.

Men nu er regeringen enedes om at hente erfaringer fra blandt andet Norge og Holland. Disse lande har for nylig fjernet forbud mod blasfemi. Og regeringen vil altså gerne vide, hvad konsekvenserne har været.

- Jeg vil samtidig sige, at vi i regeringen har en åben tilgang til de videre drøftelser, siger Pape.

Han fremhæver, at blasfemiparagraffen har været en del af dansk ret siden 1866.

- Den har altså været en del af dansk ret i mere end 150 år. Jeg mener derfor godt, at vi kan vente lidt endnu, siger Søren Pape.

Justitsministeren understreger, at der ikke er tale om en syltekrukke. Men han siger, at der kan være udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser ved at ophæve paragraffen.

- Baggrunden for en ophævelse vil kunne blive forenklet eller måske bevidst fordrejet. Der vil være risiko for, at politiske og religiøse ledere vil kunne udlægge beslutningen som et religionsfjendtligt signal, siger Pape.

Han forklarer, at der blandt andet kan være tale om terrorrisiko mod danske ambassader i udlandet.

Også PET vurderer, at en ophævelse af paragraffen vil kunne skærpe trusselsbilledet herhjemme og mod danske interesser i udlandet. Det fremgår ifølge DR af et svar fra Justitsministeriet til Folketinget.

Liberal Alliance er som parti varm fortaler for at afskaffe forbuddet mod at drive spot med eller forhåne religioner. Men LA vil "respektere den proces", Pape lægger op til, understreger politisk ordfører Christina Egelund (LA).

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, advarer mod at afskaffe paragraffen "ud i den blå luft med risiko for koranafbrændinger og bibelafbrændinger".

Partiet vil dog først tage endelig stilling, når Papes undersøgelse er klar, lader han forstå.

Enhedslistens forslag om at ophæve paragraffen har dog ret bred opbakning i Folketinget. Både Dansk Folkeparti, Radikale og SF støtter det.

DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen, kalder det slapt, at regeringen vil tage hensyn til, hvilke følelser en afskaffelse måtte vække i udlandet.

Alternativet har sendt spørgsmålet til afstemning hos sine medlemmer, da folketingsgruppen var i tvivl.

Socialdemokratiet er som eneste parti entydigt imod at afskaffe paragraffen.

- Vi mener, der bør være en nedre bundprop for, hvor meget man kan krænke andre mennesker, siger retsordfører Trine Bramsen (S).

Dermed er det fortsat muligt, at Enhedslistens forslag bliver stemt igennem.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx