Af Ritzau - 14/03-17 23:46; Opdateret: 15/03-17 04:01

Chancen for at få job falder ved skift af sagsbehandlerChancen for at få job falder ved skift af sagsbehandler

Når folk på kontanthjælp søger arbejde, bliver deres jobchance reduceret, hvis deres sagsbehandler skiftes ud.

storybild

Det forringer kontanthjælpsmodtageres chance for at komme i job, hvis de får en ny sagsbehandler, konkluderer nyt forskningsprojekt. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Hver gang en kontanthjælpsmodtager, som er klar til aktivering, får en ny sagsbehandler, reduceres personens mulighed for at komme i arbejde med 22 procent. Det skriver Politiken.

Sådan lyder konklusionen i den nye rapport Beskæftigelse Indikator Projekt. Den har over fire år undersøgt, hvad der kan hjælpe udsatte kontanthjælpsmodtagere.

Sagsbehandleren er en kritisk faktor i aktiveringen, siger Charlotte Hansen, der er forskningsleder og står bag rapporten.

- Vi ved, at der sker et stort informationstab ved at gå fra en sagsbehandler til en anden. Mange borgere oplever, at de skal starte forfra hver gang.

- Nu har vi dokumentation for, at det har en ekstremt skadelig effekt på gruppens muligheder for at komme i job, siger hun til Politiken.

Undersøgelsen anslår, at 40 procent af kontanthjælpsmodtagere oplever, at de får skiftet deres sagsbehandler.

Og skift af sagsbehandler er et problem, hvis det forhindrer borgeren i at finde et arbejde. Det siger Majbrit Berlau, der er formand hos Dansk Socialrådgiverforening.

- Når der bliver skiftet sagsbehandler på grund af omorganiseringer, så bliver der et tab af viden, et tab af tid og et tab af relation til borgeren, siger hun til Ritzau.

Hun håber, at rapporten nu vil sætte yderligere fokus på emnet.

- Det er afgørende, at når der er tale om borgere med komplekse problemer og langvarige forløb, så skal de mødes af én koordinerende sagsbehandler, lyder det fra Majbrit Berlau.

Hendes kritik deler Thomas Kastrup-Larsen (S), der er borgmester i Aalborg Kommune og formand for arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening.

- Der er et behov for at få reduceret mængden af lovgivning, der uden tvivl besværliggør sagsbehandlernes arbejde, siger han til Politiken.

Og en reduktion af den lovgivning bliver også en del af de kommende reformer af beskæftigelsesindsatsen. Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

- Vi kan se, at der er behov for at lave om på den måde, vi organiserer jobcentrene på i dag. Beskæftigelsesindsatsen som et hele har brug for et serviceeftersyn, siger han til Politiken.

Undersøgelsen bygger på tal fra ti danske jobcentre, 300 sagsbehandlere og 4000 aktiveringsparate kontanthjælpsmodtagere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx