05/04-18 13:21

Lav din egen grøntsagsforsyning på altanenLav din egen grøntsagsforsyning på altanen

Din altankasse og dine krukker kan sagtens omdannes til et spisekammer, uden at det behøver at være så omfattende og vanskeligt, som du måske frygter.

storybild

Radiser er en af de grøntsager, som gør sig godt på en altan. Det samme gør salat, dild og spinat. Scanpix/Gitte Kjærbøl

København. Drømmen om at gå ud på altanen og høste lidt grøntsager og krydderurter til aftensmaden kan sagtens realiseres, selv om du ikke har prøvet det før.

Her hjælper to havefaglige eksperter dig i gang med det spiselige projekt.

I år har foråret og varmegraderne ladet vente på sig, så hvis man går i gang i denne weekend, så skal man hjælpe sine planter lidt på vej med et minidrivhus, anbefaler Jesper Corfitzen, der er fagekspert i have og uderum hos Bolius.

- Man kan sætte et lille jernstativ ned over sin krukke - eller bruge nogle bambuspinde - og så trække en gennemsigtig plastiksæk over, så får man skabt et lille drivhus, hvor der er lidt lunere end den kolde luft udenfor, siger Jesper Corfitzen og fortsætter:

- På den måde er man klar til at så både spinat, dild, salat og radiser, for det er ting, som godt kan tåle en lidt lav temperatur, siger han.

Man kan også sætte gang i en kartoffelspand, som er rigtig god, hvis man ikke har så meget plads, siger havefaglig rådgiver hos Haveselskabet Louise Møller.

- Der er udviklet kartoffelpotter, som er dobbeltpotter, hvor man kan tage den inderste op, høste lidt kartofler og sætte den ned igen, siger Louise Møller.

Hun anbefaler, at man har mere end én potte, hvis man er en familie på tre-fire. Og så skal man her i april stadig holde øje med vejrudsigten - for nætter med frost er ikke godt.

- Kommer der frost, så må man lægge noget fiberdug over eller stille kartoffelpotten indenfor, siger hun.

Man kan også sætte gang i krydderurterne.

- Der er jo så mange muligheder, så her kan man tage udgangspunkt i de krydderurter, man selv bedst kan lide at bruge i madlavningen. Men stil dem beskyttet mod vind, og tag dem ind, hvis det bliver frost, siger Louise Møller.

Noget af det, man skal vente lidt - til om en måneds tid - med at plante ud, er chili og tomater.

- Her vil jeg anbefale en krukke, da de har brug for lidt større volumen omkring deres rødder, end mange altankasser kan tilbyde, siger Louise Møller.

Som tommelfingerregel kan man ifølge haverådgiveren sige, at en plante med stor top også har en stor rod.

Det er blevet for sent selv at så tomater og chili fra frø, så her må man købe en lille plante, siger Louise Møller.

Og har man god plads på sin altan, så kan man også prøve kræfter med ærter.

- Man skal dog huske at have et stativ, de kan støtte sig op ad, og læse på pakken, hvor høje de bliver, for nogle bliver meget store, og andre bliver bare omkring en 50-60 centimeter, siger Louise Møller.

Stangbønner kan også godt dyrkes på altaner - de kræver dog en noget større krukke og et noget større stativ.

Fakta: Plant efter rodens størrelse

Planter til mindre krukker og altankasser:

- Jordbær.

- Spinat.

- Radiser.

- Salat.

- Krydderurter.

Planter til krukker:

- Kartofler.

- Chili.

- Tomat.

- Ærter.

- Stangbønner.

Kilde: Louise Møller.

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Drabsdømte Peter Madsens forsvarer:...
bt.dk
Afgørende OK-forhandlinger i gang: På...
bt.dk
Charles og mor fanget i sjælden...
bt.dk
Kim er syg og på kontanthjælp: Nogen...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx