Af Sebastian Bjerring Jensen - 17/07-17 17:31

Jens har vundet Jeopardy 11 gange: Efter 904 jobansøgninger er han stadig arbejdsløsJens har vundet Jeopardy 11 gange: Efter 904 jobansøgninger er han stadig arbejdsløs

904 jobs. Fire jobsamtaler. Nul ansættelser.

storybild

(Billede: Jeopardy)

Det er den barske realitet for jobsøgende Jens Andersen. Det skriver Avisen.dk.

Navnet siger nok ikke de fleste så meget, men hvis man er trofast seer af Jeopardy, så ved man, at den 39-årige mand har været en af de mest overlegne deltagere i det populære quizprogram i nyere tid.

11 gange udraderede han håbefulde modstandere med sin paratviden, men det er altså ikke nok.

I 2013 blev han færdig med sin uddannelse som kandidat i tværkulturelle studier med en bachelor i kinastudier, og siden har han søgt intet mindre end 904 jobs. Fire gange er han blevet indkaldt til en jobsamtale - nul gange har det givet pote. Jens Andersen er i dag - den 17. juli 2017 - stadig arbejdsløs.

Som student på uddannelsen kinastudier havde han ellers fået at vide, at arbejdsmarkedet var et rent tag-selv-bord. Virksomhederne stod i kø og headhuntede dimittender med den uddannelse, så der var ingen grænse for, hvilket arbejde Jens Andersen kunne få.

Så da han i 2013 blev færdig, gik han i gang. I gang med at søge jobs på jobs, men fik afslag på afslag. I den tid begyndte optimismen at dale, og så kom fordommene oveni:

»Jeg kunne mærke, at den kategorisering, der foregår, var meget hård for mig. Jeg gik fra at være ham, der kunne tale kinesisk, og det var lidt sejt, til at være den dovne samfundsnasser,« siger Jens Andersen til Avisen.dk.

I 2015 havde to år som arbejdsløs sat Jens Andersen i en situation, hvor han dårligt kunne betale sin husleje, og hvor en mindre depression var begyndt at vise sit grimme ansigt. Men så en dag meldte den 39-årige mand sig til TV3-programmet Jeopardy. Efter 11 programmer i træk trak han sig sejrrigt ud, og samlet set fik han skrabet 524.000 kroner sammen.

Det var en lille redning, men jobsøgningen var stadig lige så fiaskoramt. Ingen ville have Jens Andersen som medarbejder, og det er der stadig ingen, der vil i dag.

Men hvad er det, som den kloge mand gør galt? Selv mener han, at det kan handle om hans profil, der »stikker i mange retninger«. Han har haft svært ved at indstille sigtekornet på sin absolutte styrke og har måske været for beskeden. Og så indrømmer han også, at ansøgningerne i starten kunne være blevet skrevet lidt bedre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx