07/11-17 12:15; Opdateret: 07/11-17 15:50

Danske elever er verdens bedste til at forstå samfundetDanske elever er verdens bedste til at forstå samfundet

Danske skoleelever er klædt bedst på, når det handler om at forstå politik, demokrati og samfundsforhold.

storybild

København. Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvordan et samfund fungerer.

Men danske elever i 8. klasse klarer sig godt i den disciplin. De er nemlig verdens bedste til at forstå, hvordan både politik, demokrati og samfundet fungerer.

Det viser den internationale rapport ICCS.

94.000 elever fra 24 lande har medvirket i undersøgelsen. Den viser, at de danske elever ligger i spidsen foran Taiwan samt de nordiske lande Finland, Sverige og Norge.

- Vi kan være meget stolte af det danske resultat. Undersøgelsen tyder på, at der på de danske skoler foregår en god undervisning af eleverne i forhold til politik, demokrati og samfundsforhold, siger undervisningsminister Merete Riisager.

Danmark ligger også i top, når eleverne skal vurdere klasseværelset. Her vurderer de danske elever klasseværelset som langt mere åbent end i de 23 andre undersøgte lande.

Derudover er danske elever meget positive over for forholdet til lærerne.

Som det eneste nordiske land ligger Danmark væsentligt over gennemsnittet for de lande, der vurderer relationen mellem lærer og elev som positiv.

- Det er meget positivt, at eleverne oplever en god relation til lærerne. Det betyder meget for oplevelsen af medindflydelse, siger Bjørn Hansen, formand for Lærerforeningens undervisningsudvalg, til Folkeskolen.dk.

- Det er klart, at vi skal have faglighed og klasseledelse, men relationsarbejdet er også meget vigtigt.

ICCS undersøger, hvordan skolesystemer, skoler og lærere i hele verden forbereder eleverne på deres fremtidige liv som samfundsborgere.

På den ene side fokuserer undersøgelsen på elevernes viden på det samfundsfaglige område og på den anden side på elevernes holdninger og værdier.

Den viser også, at der mellem 2009 og 2016 er sket en mindre stigning i elevernes interesse for politik.

Samtidig har der i den periode været en markant fremgang i, hvor meget eleverne taler med deres forældre og venner om politiske og sociale emner.

De danske elever er i gennemsnit dem, som taler mest med deres forældre og venner om politiske og sociale emner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx